Archive for the ‘Pirganj’ Category

På gensyn

Rockshana, hendes mor og lillebror i turkis

Rockshana, hendes mor og lillebror i turkis

Efter de 2 goodbye partier, sidst på eftermiddagen, besøgte jeg for første gang Rockshana. Som altid bliver der straks fundet en stol til mig. Som noget af det sidste, om aftenen, besøgte jeg dem igen. Jeg havde bestemt mig for, at den familie skulle have det tøj som jeg ville lade blive i Bangladesh. Først fik Rockshana 4 fotos, hvorefter hun kastede sig om halsen på mig. Dernæst gav jeg moderen en propfuld taske især med tøj og sagde, at hun først måtte åbne den i morgen. Mange så på og nogle var allerede misundelige. Rockshana holdt mig i hånden hele vejen til bussen. Mange fulgtes os den sidste vej til bussen og blev og vinkede. På gensyn Bangladesh! Min sidste dag inden mit fly til Singapore nød jeg på Nordic Club i Dhaka. Tak for et begivenhedsrigt, spændende og livsbekræftende ophold.

Tondra klar til goodbye party

Tondra klar til goodbye party

Naboens datter Tondra på 2 år er her klar til at deltage i goodbye partiet for naboerne. Tålmodigheden kom på en prøve. Naboerne lod vente på sig. Til sidst kom de og hyggede med os.

Lærerne vinker farvel til os

Lærerne vinker farvel til os

Næsten 4 måneder er gået siden vi kom til Bangladesh og det er med tvetydige følelser, at jeg nu sætter kursen hjemad. Det har været 4 berigende måneder, hvor jeg har lært mig selv endnu bedre at kende. En proces som jeg har erkendt kan fortsætte hele livet.

Otte dannebrogs kasketter

Otte dannebrogs kasketter

Vores sidste dag i Pirganj holdt vi afskedsparty for lærerne. Udover at vi gav dem hver nogle fotos med os og dem, så gav vi alle lærerne 8 dannebrogs kasketter, så de kan huske os og de kan bruge dem i undervisningen. En elev får en kasket med hjem og næste dag skal eleven tale i et minut på engelsk om sig selv, sin familie, skolen… Den samme øvelse kan lærerne lave med hinanden og efter eget valg vælge et emne og tale 3-5 minutter. God måde at få praktiseret noget mere engelsk.

En drømmende Rockshana

En drømmende Rockshana

Denne pige, Rockshana på 8 år, har en hel speciel plads i mit hjerte – og det vil hun altid have. Når hun så mig på lang afstand, så kaldte hun ”Helle”. Til sidst fandt jeg ud af, at hun godt kunne lidt engelsk. Jeg gav hende 4 fotos med hende og hendes lillebror på 6 år. Aldrig har jeg fået så mange knus og set så glad en pige. Det er nogle af de bedste kr. 6, jeg har givet ud.

Et udsnit af byens børn

Et udsnit af byens børn

Her måtte jeg lige træde i karakter. Nogle af børnene ville ikke fotograferes sammen med en af pigerne. Hun bor i et bambus hus og de andre bor i murstenshus. Enten så bliver alle fotograferet eller også ingen – og det accepterede de. Efterfølgende tog jeg så også nogle fotos enkeltvis.

Posthuset i Pirganj

Posthuset i Pirganj

På posthuset ville jeg købe en samling frimærker til min svoger og høre, hvor meget det koster at sende en pakke til DK. Frimærkesamling havde de ikke og pakker skulle jeg forhøre mig om i en større by, så… til gengæld, så blev jeg inviteret på te og fik en hyggelig sludder med dem. En af medarbejderne udvekslede jeg adresse med… Deres engelsk var begrænset.

Taka, bengalske penge

Taka, bengalske penge

Et par mønter og de forskellige beganlske pengesedler fra 2 taka til 500 taka. En krone er cirka 12 taka. BDT er forkortelsen for BanglaDesh Taka.

En herlig mand

En herlig mand

Denne mand kunne jeg bare ikke stå for, og da han var villig til at blive fotograferet, så fik jeg ham foreviget.

En af frugtboderne i Pirganj

En af frugtboderne i Pirganj

Her har vi købt frugt nogle gange. Især er jeg helt vild med lichties – de frugter, der ligger ovenpå de 2 blå kasser til højre i fotoet. Det er bare verdens bedste frugt, efter min smag.

En skomager i Pirganj

En skomager i Pirganj

Når skomageren her pakker sammen, vil jeg tro, at han kan have sin butik i æsken, der ligger forrest i billedet. Så det er meget tydeligt, når skomageren har åbent, så sidder han her med sine skomagerting.

Et hvil og folk, der glor

Et hvil og folk, der glor

Begravelsesceremonien var 18 km fra vores hjem. Der var opklaring, så hjemturen blev på en cykelvan. Her har vi holdt en pause og drukket te i et hotel (lille primitivt hus) og da vi skal af sted med cykelvanen er mit gæt, at der står 200 mennesker rundt om os og glor. Jeg optog en lille video som jeg viser på mine foredrag. Her ses et udsnit af de gloende.

Mig og et par søde piger

Mig og et par søde piger

Under begravelsesceremonien i kirken sad pigen i den røde kjole tæt tæt på mig og holdt mig i hånden. Meget livsbekræftende. Senere sov vi til middag, hvor vi lå ved siden af hinanden.

Enkemanden og hans familie

Enkemanden og hans familie

Forrest til venstre sidder enkemanden og med ham på fotoet er et udsnit af hans familie.

Enkemanden

Enkemanden

Lærer Goneshs mor døde. Gonesh er kristen og spurgte om vi ville med til begravelsen. Det var vi så. På fotoet ses Goneshs far.

På besøg hos madmor

På besøg hos madmor

Her ses jeg sammen med madmors yngste søn, Polob. Vi sidder på sengen i deres hjem på 16 kvm, hvor de bor 2 voksne og 3 børn.

Til møde i solfangerfirmaet

Til møde i solfangerfirmaet

Her er jeg sammen med principalen (inspektøren) og skolens administrative medarbejder til møde hos solfangerfirmaet Grameen Shakti. Manden i den ternede skjorte repræsenterer Grameen Shakti. Jeg stillede en del spørgsmål. Principalen oversatte spørgsmål og svar til henholdsvis bangla og engelsk. Knægten går på skolen og han kom ind i lokalet midt under mødet.

Ris til tørre

Ris til tørre

Børn og voksne fra nabolaget foran ris, der ligger til tørre.

Glade bengalerbørn

Glade bengalerbørn

Døren til solfangerfirmaet var låst, så vi blev inviteret indenfor hos familien som bor i huset og som har en søn, der går på skolen. Her ses en glad søn og en glad pige.

Bageri besøg

Bageri besøg

Og her kigger vi lige inden for i et bageri. Vi var på vej til møde om solfangere. De 2 virksomheder lå næsten dør om dør.

Fotosessions

Fotosessions

Vi fotograferede lærerne en og en sammen med os. Her er jeg fotograferet sammen med sprudlende Krishna. Hver af lærerne gav vi nogle billeder.

Eksamensbesvarelserne hæftes sammen pr elev

Eksamensbesvarelserne hæftes sammen pr elev

Ja, den var aldrig gået i DK. Her bruger lærerne kostbar tid på at hæfte hver enkelt samlede eksamener sammen. Inden har eleverne set hver enkelt og nu er det så forældrenes tur til at kigge forbi skolen og se deres søn eller datters eksamensbesvarelser. 

Eksamensresultater

Eksamensresultater

Tre gange om året er der eksamen. To ”terminseksamener” og en endelig. Hele maj måned gik med eksamen. Kort før eksamen måtte de til at ændre på det udmeldte, da det gik op for dem, at siddepladserne var for få i forhold, at der kun måtte sidde to på hver bænk (ofte sidder der 4 på hver bænk). Først var planlagt eksamen hver anden dag. Nu blev de mellemliggende fridage inddraget og eleverne delt i to. De små dækkende standard play, 0 og 1 og de store som er standard 2-6. Her er eksamen overstået og eleverne får mulighed for at se deres rettede eksamensbesvarelser, så de kan stille spørgsmål til læreren, hvis der er noget som de ikke er enige i eller gerne vil have uddybet.

 

Bangla rundrejsen

 

Bikiniklædte mig i swimmingpoolen på hotel Silver Shine

Bikiniklædte mig i swimmingpoolen på hotel Silver Shine

Da vi så swimmingpoolen på hotel Silver Shine så blev vi bekræftet i, at vi gerne måtte bade i bikini. Det gjorde vi så. Og der blev kigget. Her ses jeg i poolen sammen med nogle bengalske knægte. Vi var de eneste badende udlændinge i poolen, resten af de badende gæster var bengalske drenge eller mænd.

Fra Cox’s bazar gik turen med bus til Dhaka, hvor vi nød livet et par dage og så med natbus ”hjem” til Pirganj.

 

Maheskhali Island – udendørs skole

Maheskhali Island – udendørs skole

Vores rickshawdriver tog os ud til en strand, hvorfra vi kunne se til Cox’s basar. På vej herfra, så vi denne klasse som blev undervist udenfor. Jeg ærgrede mig over, at mine medbragte kuglepenne lå hjemme på hotelværelset.

Maheskhali Island – væveri

Maheskhali Island – væveri

Efter besøg i buddhist tempel, så tog vores rickshaw driver os hen til dette væveri. Jeg må sige, at det lignede meget godt det væveri jeg så i Katmandu, Nepal, for 21 år siden i forbindelse med, at jeg købte 3 gulvtæpper som alle nu ligger og pryder i min lejlighed. Efterfølgende nød vi udsigten fra ”holy spot” med den kendte stupa på toppen, beliggende tæt på Adinath, et mandir tempel og asram dedikeret til Shiva.

Coxs basar – Kastura ghat

Coxs basar – Kastura ghat

Kastura ghat (havn). Her koster det 2 taka at gå ud til den speedbåd man nu skal med. Her ses Rikke på vej over diverse både for at komme ud til den speedbåd som senere sejler os ud til øen Maheskhali Island. En sejltur på 15 minutter og til 78 taka (kr. 6,5 0).

Coxs basar – badende bengalere

Coxs basar – badende bengalere

Bengalerne bader og de har noget mere tøj på end, også mændene, end når vi bader i Vesterhavet. Her ses et udsnit af badende bengalere.

Coxs basar – hvid sandstrand så langt øjet rækker

Coxs basar – hvid sandstrand så langt øjet rækker

Rikke og jeg gik en tur ned til vandet. Her ses jeg på stranden. En af de kommende dage badede jeg i den bengalske bugt bangla påklædt. Ingen foto heraf, så det må du selv forestille dig

Ko, der roder i affaldsbunkerne

Ko, der roder i affaldsbunkerne

Cox’s basar er udover de kilometer lange hvide sandstrande også beskidte gader. Her ses en ko som leder efter føde i affaldsbunkerne i vejsiden af hovedgaden i Cox’s basar.

Boligområde

Boligområde

På busturen fra Chittagong til Cox’s basar passerede vi dette boligkvarter. Plastindpakkede boliger og indimellem hænger vasketøj til tørre. Så er det, at jeg kommer til at sætte endnu større pris på min lille lejlighed på Vesterbro i København.

Stort reklameskilt

Stort reklameskilt

Øverst på dette reklameskilt ses 3 mænd som arbejder på at fastgøre reklamen. I Bangladesh ses mange store reklameskilte.

Førsteklasses togkupe

Førsteklasses togkupe

FraSylhet til Chittagong tog vi nattoget. Her sidder jeg i vores første klasses togkupe. En 10 timers tur på første klasse inkl. seng (jeg sov i den nederste) kostede under kr. 40,00 for hver af os.

Kvindelige fabriksarbejdere

Kvindelige fabriksarbejdere

Et af mine mål var at se teproduktionen. Vi fik at vide, at den var lukket i dag. Det endte med, at de indvilgede i at vi så administrationen. Jeg forklarede manageren, at vi var kommet fra Danmark og rigtig gerne ville se produktionen. Han viste os rundt og fortalte løs. Interessant med et virksomhedsbesøg som dette – og især, når vi forstod hvad han sagde. Spøjst – vi bliver konstant tilbudt en kop te, dog ikke her på fabrikken. Her ses et foto fra fabrikken og nogle af dens medarbejdere. Malnicherra teplantage og produktion beskæftiger 800 arbejdere og i højsæsonen har de flere løsarbejdere til at hjælpe til.

Teplukkere holder pause

Teplukkere holder pause

Vi besøgte teplantagen Malnicherra som et etableret i 1854. En lille del af teplantagen ses bag nogle af teplukkerne som her holder pause. Jeg nød at gå rundt i plantagen.

Tissende mand

Tissende mand

Når en bengalsk mand skal tisse, så sætter han sig ned som her og tisser. Her tisser han ned i den åbne kloak. Billedet er sløret, da jeg har summet ind og taget det mens jeg sad på en rickshaw.

Rikke og jeg

Rikke og jeg

I Sylhet tog vi en rickshaw fra busstationen til togstationen. Rickshaw driveren havde ikke forstået, hvor vi skulle hen, så det var først, da han stoppede og talte med en betjent, der kunne lidt engelsk, at det gik op for ham, at han var helt forkert på den. Vi fik selvfølgelig en kæmpe diskussion, da vi skulle betale og endte med også at betale for omvejen inkl. lad os kalde det ”ekstra udlændige fee” som de automatisk lægger på, når man er hvid. Her har jeg taget et foto af Rikke og jeg, mens vi er på vej til togstationen som senere viste sig at ligge, så uden besvær kunne være gået derover.

God øjenkontakt

God øjenkontakt

En skøn oplevelse havde jeg i bussen til Sylhet. Et barn på forreste sæde fik jeg øjenkontakt med. I starten var hun meget genert og efterhånden som vi smilede mere og mere til hinanden, så måtte hun bare løbende fange min opmærksomhed. En af de for mig livsbekræftende oplevelser. Her ses et foto af den dejlige smilende pige.

…og der læses på taget af bussen

…og der læses på taget af bussen

I eksamenstiden er der intet at lave for os (vi var der de første dage, hvor vi bare sad og lavede ingenting) og da vi efter eksamen har 3 dages fri og en fredag (ugentlig helligdag i muslimske lande), så besluttede vi os for at tage rundt og se på Bangladesh.

Vores tur var med bus fra Pirganj til Dinajspur og derfra videre med bus til Sylhet (i det nordøstlige hjørne af landet), herfra nattog til Chittagong og bus til Cox’s Bazsar (i det sydøstlige hjørne) og så natbus til Dhaka (midt i landet) og herfra videre med natbus til Pirganj (i det nordvestlige hjørne af landet), hvor vi bor. Vi har alt i alt 11 dage til vores disposition. Vi har tidligere besøgt det sydvestlige hjørne, da vi var på tur til Sundarban (se indlæg herom).

På taget af bussen opbevares ofte meget, når der køres fra sted til sted. Her ses bussen vi var med fra Dinajpur til Sylhet i færd med at blive læsset.

 

Før Bangla rundrejsen

På besøg hos Popy

På besøg hos Popy

Popy inviterede os på middag. Vi fremrykkede middagen, så vi kunne komme på vores bangla rundtur. Her ses vi sammen med et udsnit af Popys familie. Det var ekstra hyggeligt at besøge Popy (de har ikke noget TV til at forstyrre). Vi fik en dejlig middag og havde et par hyggelige timer sammen med Popy og hendes familie.

Mreduls mor og hønen

Mreduls mor og hønen

Her ses vores dejlige nabo, Mreduls mor, i fuld gang med at plukke en høne.

Nomita og hendes familie

Nomita og hendes familie

Nomita er madmor i Birganj og sørgede god for os i det lille døgns tid vi var der. Her er vi forbi hendes hjem for at afregne. Nomita ses sammen med datteren Mejse og Mejses far/Nomitas mand.

Landsby idyl

Landsby idyl

Her ses en ”gårdsplads” mellem vejen som vi kommer kørende på og husene. ”Gårdspladsen” er fyldt med aktivitet fra tørring af majs til børn som vist er i gang med at lege.

Templet Kantanagar

Templet Kantanagar

Interessant at se templet. Det er meget begrænset, hvor meget der er at se. Jeg købte 2 hvide og 2 røde armbånd, i plastik. Det har jeg fået mange roser for efterfølgende. Gifte hinduer går med sådan 2 armbånd. For mig er det de danske nationalfarver (fra vores flag).

En cykel med hoejtaler

En cykel med hoejtaler

Vi tog ud og så Kantanagar templet. Moni, Nipun og Morten på en cykelvan og Kirstine, Rikke og jeg på en anden cykelvan. Kantanagar ligger ca. 5 km fra Birganj. Den første halvdel af vejen er på landevej og herefter er det ud på en mindre vej gennem et par små landsbyer. Her ses en cykelvan med megafon. Meget af det der bliver sagt er muslimsk propaganda. Jeg forstår selvsagt intet.

Træf i Birganj

Træf i Birganj

Efter besøget hos principalen tager Rikke og jeg til Birganj for at mødes med Moni, Kirstine, Morten, Nipun, Rikke, David og mig. Vi havde nogle hyggelige timer sammen i et lille døgns tid.

Principalen og mig

Principalen og mig

Her ses jeg fotograferet ved siden af principalen i hans hjem. Smukt med en buket blomster imellem os.

På besøg hos principalen

På besøg hos principalen

Når vi besøger et bengalsk hjem, så kan vi være sikker på at fjernsynet kører eller det bliver tændt, når vi træder ind ad døren. Det er virkelig et statussymbol for dem. Her er vi på besøg hos principalen, hvor Krishnas 2 døtre sidder og ser TV. Mange har også DVD afspiller og så ser vi ellers, hvis de har nogle optagelser som kunne have interesse for os ellers som regel en indisk film.

Lærer Krishnas hus

Lærer Krishnas hus

Vores besøg hos lærer Krishna var over 2 dage, da vi den efterfølgende dag var inviteret til middag hos principalen som bor i nærheden af Krishna. Her er vi lige ved at være klar til at tage over til principalen. Krishnas ældste datter Pael ses til højre i billedet bærende på en flaske vand, så vi også kan få lidt at drikke.

Nysgerrige landsbybeboere

Nysgerrige landsbybeboere

Under besøget hos Gobanda gik vi en tur for at se ”Missionen”. Turen gik gennem en landsby med bambushytter og her ses flere af landsbyens beboere som nysgerrigt kiggede på os og sagde et par ord, hvis de kunne bare lidt engelsk.

En bengalsk kørestol

En bengalsk kørestol

Mange vil gerne have besøg af os, så om eftermiddagen var vi til te hos Gobanda som står for det administrative på skolen. På vej til Gobanda så vi denne mand i kørestol.

Lærer Krishna i køkkenet

Lærer Krishna i køkkenet

Lærer Krishna fra SMS Pirganj inviterede os på middag og den invitation takkede vi pænt ”ja tak” til. Her er krishna i gang med at kokkerere en velsmagende middag til os.

Posthuset i Pirganj

Posthuset i Pirganj

Principalen tog os med til et uddannelseskontor som det det gjaldt om at lære godt at kende og være på god fod med. På vores tur til uddannelseskontoret kørte vi forbi posthuset i Pirganj.

 

48431 skridt

Høet tørres

Høet tørres

Her bliver vejen lige brugt til at tørre hø på. Indimellem kan du skimte asfalten. Det var et udpluk af mine 129 fotos fra mine 48431 skridt svarende til over 35 km på gåben. Mange dejlige indtryk på nethinden og et hav af eventyrlige oplevelser rigere nåede jeg Birganj, godt øm i lår og fødder. Rikke ventede med nybagt rugbrød og chokoladekage. Bedre velkomst er det svært at få. En fantastisk tur.

Dagens bad

Dagens bad

Dette er sikkert dagens daglige bad i lighed med, når vi træder ind under bruseren. Bemærk, at kvinden bader med alt sit tøj på. Det tørrer selvfølgelig hurtigt i den bengalske sommervarme.

Hvad gemmer sig bag denne villa?

Hvad gemmer sig bag denne villa?

Denne villa tiltræk min opmærksomhed – hvad tror du gemmer sig i denne villa? Jeg vil løfte sløret og sige så meget, at det er en form for virksomhed.

Myldertrafik

Myldertrafik

Piger i skoleuniform, formentlig på vej hjem fra skole. Drenge på cykler med bøger på bagagebærerne. De er sikkert også på vej hjem, bare fra en anden skole. Hvis de hører en bus eller en lastbil – og det gør man nemt, da de trutter længe og højlydt i hornet – så trækker de ind til siden og bussen eller lastbilen suser forbi. Undervejs skiftede jeg fra kondisko til sandaler – det var godt for både mig og mine fødder.

Lunch i village

Lunch i village

Manden til højre i fotoet har fulgt mig længe. Vi har talt sammen og da vi når til hans landsby, så inviterer han mig hjem til sig. Først afslår jeg, men nysgerrigheden vinder. Jeg får husets eneste stol at sidde på. Et æg bliver givet til mig. Jeg oplever, at de mener, at jeg skal spise det med skal. Jeg banker ægget i bordet og finder ud af, at det er råt, så tager de det med. Jeg bliver inviteret på frokost og takker ja tak. Ris med noget spinatlignende grønt og noget løgagtigt med oksekød. Det smager fortryllende. Senere får jeg også et super dejligt blødkogt æg. Fem stjerner til kokkene. Jeg må videre, hvis jeg skal nå Birganj i dag.

Forsikringsselskab

Forsikringsselskab

Her kommer jeg forbi et forsikringsselskab. Jeg stopper op for at tage et foto, da jeg bliver fascineret af skiltet, hvor der ”SANDHANI LIFE INSURANCE COMPANY LTD”. Historien gentager sig. Da jeg 7 minutter senere vil gå videre, så er der mindst 50 mennesker som har samlet sig rundt om mig og som glor på at jeg fortsætter min gåtur. Mange på min vej har hørt, hvad jeg er i gang med og kan de bare lidt engelsk, så henvender de sig til mig. Jeg får også udvidet min bangla ordforråd og ved nu, at hatta betyder at gå.

Den tunge trafik

Den tunge trafik

Indimellem kommer der tung trafik – en bus eller en lastbil som her. Hornet i bund og bengalerne flytter sig. Overalt i dette samfund er der hierarki og det er der også på landevejen mellem Pirganj og Birganj. Chaufførernes øjemål er gode. Jeg er imponeret over, hvor tæt de kører og især hastigheden taget i betragtning. Mindst 50 køretøjer fra rugbrødsmotorer (cykler i diverse afskygninger) til motorcykler, busser og lastbiler er stoppet for at spørge om jeg ville have et lift. Hver gang har jeg smilet og sagt ”lag be na” (tak, det behøver jeg ikke).

En ældre dame nyder livet i vejkanten

En ældre dame nyder livet i vejkanten

 Det fascinerer mig vildt med viewet udover rismarkerne. Så langt øjet rækker er der rismarker og tænk sig de er alle plantet og passet og bliver også høstet manuelt. Med et smøret  smil på læben ser kvinden ud til i fulde drag at nyde livet. Selv bliver jeg helt afslappet af at se på billdet.

Her har jeg netop sagt tak for te

Her har jeg netop sagt tak for te

Undervejs bliver jeg flere gange tilbudt te (ca) i et hotel og nogle gange takker jeg ja til tilbuddet. Når jeg har drukket min te, så spørger jeg høfligt til prisen (2 taka), men nej. Jeg får ikke lov til at betale. Selvom de er fattige økonomisk set, så har bengalerne nogle kæmpe hjerter og hvide udlændinge har en hel speciel plads i deres hjerter. Efter et enkelt lille glas te, så ses afskedskomiteen. Jeg fatter simpelthen ikke, hvor alle de mennesker kommer fra. Rygtet løber hurtigt.

Købt mig en lemonsoda

Købt mig en lemonsoda

I boden bagved til højre har jeg netop købt en lemon sodavand. Han tog overpris – 25 taka. Normalprisen er 20 taka. Jeg vælger at holde min mund. Et hav af mennesker er kommet for at se mig. Efter købet vender jeg mig om og tager dette foto for at vise, hvilken attraktion det er, at der er en hvid som har købt en sodavand.

Oksekærre

Oksekærre

Jeg nyder min gåtur. Jeg nyder at komme så tæt på lokalbefolkningen. Solen skinner. Her er grønt og frodigt og en oksekærre passerer min vej med en smilende kusk. Livet går sin stille gang på vejen fra Pirganj mod Birganj.

Børn på vejen

Børn på vejen

Knægten i midten med skålen på hovedet. Det var faktisk ham, jeg ville fotografere. De andre flokkedes om ham, så det blev først til dette gruppebillede og bagefter fik jeg også et foto af ham alene. Det er så sjovt at se bengalere, når de bliver fotograferet og bagefter, når jeg så viser dem billedet, så smiler de over hele hovedet. Bengalere må ikke vise tænder, når de bliver fotograferet.

Ejeren af murstensfabrikken Shegan i hans skov

Ejeren af murstensfabrikken Shegan i hans skov

 Og turen går videre til hans skov. Lidt tyndbenet i dansk sammenhæng. Han fortæller mig om, hvor meget jord han ejer og at det er gået i arv. Turen går videre til hans savværk, hvor vi får lidt at drikke. Inden har jeg lige sagt nej til at køre i en modsat retning af, hvad jeg skal. Jeg siger, at jeg gerne vil tilbage til murstensfabrikken. Der skal han ikke ud, så nu starter jeg stort set forfra fra Pirganj selvfølgelig mange oplevelser rigere. Og som altid så har han igen og igen gentaget, at han håber at se mig igen og jeg altid er velkommen i deres hjem.

Murstensfabrikken

Murstensfabrikken

Udenfor Pirganj ligger en murstensfabrik. Jeg har slået følgeskab med nogle børn og kvinder. Kvinderne arbejder på murstensfabrikken og siger, at jeg skal gå med ind på området. De får hurtigt fat i ejeren. Inden når jeg lige at sige ”Amar bundhu” (min ven) til dem og de smiler over hele hovedet. Dejligt, at så lidt kan gøre så meget. Ejeren viser mig rundt på murstensfabrikken. Han sender en i byen som kommer tilbage med 3 stykker sandkage, ½ liter vand på flaske og en lille seven up. Så sidder vi ellers oppe i midten af brændeovnen og nyder udsigten, mens vi får lidt at spise og drikke og han stiller mig en del spørgsmål. Hans engelsk er fornuftigt. Han fortæller om alt det han ejer. Han vil meget gerne vise mig det hele. Det tager bare et kvarter. Jeg har sagt, at jeg er i gang med at gå til Birganj. Det bliver ignoreret og han be’r en af sine 400 ansatte om at hente motorcyklen frem. Vi kører først til hans gård, hvor han har en udendørs stald med køer. Her bor han også, så jeg ser også lige hans hjem. Bagefter kører vi videre – jeg sidder bag på motorcyklen – ud og ser et par bygninger han har sponsoreret.

Vores bolig er inde bagved til venstre i fotoet (kan ikke ses)

Vores bolig er inde bagved til venstre i fotoet (kan ikke ses)

Hvem kan finde på helt af sig selv og for sin fornøjelses skyld at gå 48431 skridt? bideSi – en udlænding. Ja, bengalerne kiggede måbende på mig, når jeg sagde, at jeg var i gang med at gå fra Pirganj til Birganj – en tur på ca. 35 km.

 

Det er tirsdag den 5. Maj. Vækkeuret ringer kl. 6, så jeg kan tjekke vejret. Det ser overskyet ud. Jeg beslutter mig for at gå og håber, at det holder tørt. Et glas vand og et par småkager. Kl. 6.50 går jeg af sted. Lige inden jeg når ud til vejen som går direkte fra Pirganj til Birganj får jeg en skoleuniform klædt teengaepige til at tage et foto af mig.

Jeg går. Byen er i gang med at vågne. Jeg nyder at være kommet så tidligt op. Mit første korte stop er på et hotel (en restaurant), hvor jeg køber 2 nybagte brød.

 

Før gåturen

 

Tøj tørres

Tøj tørres

Regnen stod ned i lårtykke stråler. Vasketøjet blev hentet ned fra taget. Hvad gør man så. Her er det naboens motorcykel som bliver brugt som tørrestativ.

Første eksamensdag

Første eksamensdag

Tre gange om året er der eksamen. De 2 gange er det en slags terminseksamen og så den endelige eksamen, der afgør om de kan rykke op i næste klasse. Her ses nogle elever fra standard 0 klar til eksamen. Når der er eksamen så sidder der kun 2 ved hvert bord. Til daglig sidder de typisk 3-4 stykker ved hver pult i de mindre klasser. Eksamen varer i over 14 dage – hver anden dag er standard play, 0 og 1 til eksamen og hver anden dag er standard 2-6 til eksamen.

Brudgommen

Brudgommen

Her ses brudgommen som til daglig er nattevagt på skolen. Bemærk, at han er ekstra fin med neglelak på hænderne (og det havde han også på tæerne). Brylluppet blev holdt i en landsby ca. 3 km fra skolen, så vi kørte der ud på cykelvans iført vores sarier.

Hindu bryllup

Hindu bryllup

Nattevagten på skolen skal giftes. Alle lærere inkl. os volontører bliver inviteret til middag, vist på 4. dagen. Da vi har fået invitation hver især, så skal vi også hver især komme med en gave. Rikke og jeg køber en glaskande til dem. Her ses bruden.

Et års fødselsdag

Et års fødselsdag

Lærer Gouris onkel s søn fylder et år og selvfølgelig bliver vi inviteret med. Vi har aldrig hilst på Gouris familie før. Fødselaren har krone på og har skal lagkagen så skæres for. Når vi kommer på besøg, så bliver der typisk serveret 2-5 tallerkner med forskelligt – frugt, sødt (misty), småkager, stærkt snacks og vand til. Vandet medbringer vi altid selv, for at undgå dårlig mave. Når vi har spist lækkerierne, så får vi serveret en kop rød te sødet med masser af sukker og skal der være rigtig fint, så er der også mælk i teen.

Venskab

Venskab

Her ses et par gode venner. Mændene holder generelt meget i hånden i Bangladesh. Til gengæld ser du aldrig et ægtepar holde i hånden. Det kan være svært (læs umuligt) ud fra synlige kærlighedstegn at se, hvem der er gift med hvem.  Læg lige mærke til kloakeringen. Når det er kraftigt regnvejr, så svømmer kloakken over dens bredder. Det har vi oplevet – vejen blev faktisk halv så bred at køre på, hvis man skulle køre, hvor der ikke lå vand.

Biografen i Thakurgaon

Biografen i Thakurgaon

Ingen bløde hovedpuder at købe i Pirganj, så Rikke havde allieret sig med skolens altmuligmand Govinder. Sammen med Govinder tog vi bussen til Thakurgaon, hvor Rikke fik købt sig en blød hovedpude. Jeg fik købt mig en CD, hvor Asha synger på alene og sammen med andre. Vi blev kørt rundt i byen på en cykelwan. Her passerer vi byens biograf.

Promilla vasker vores tøj

Promilla vasker vores tøj

Rikke og jeg smider hver dag vores snavsetøj til vask. Vores madmor Promilla vasker vores tøj, hænger det op på tagterrassen og når vi spiser frokost, så får vi leveret tørt og nyduftende tøj. Det sætter jeg stor pris på.

Fair og sangstjernen Asha

Fair og sangstjernen Asha

Madmor, Promillas mand var meget opsat på, at jeg skulle på marked med dem den aften, hvor Rikke ikke var der. Jeg kommer over i deres hus og de gør virkelig meget ud af at se godt ud. Jeg forstår ikke lige. Efter lang tids smukkeseren, så går vi op i byen, hvor vi møder Promillas mand. Han får fluks fat i en van (ladcykel) og vi bliver alle 7 bænket (mig med Promillas datter på skødet), Promilla med sønnen på 2 år på skødet, Promillas mand, en veninde til Dipty (datteren) og en knægt. Vi kører af sted. Der er Fair i den anden ende af byen. Promillas mand betaler entre. Inde på markedspladsen ser vi lige på en enkelt bod. Kursen er sat mod et overdækket område. Promillas mand betaler igen entre for os. Det viser sig, at jeg kommer til koncert med Asha, en 7 årig sangstjerne fra nabobyen Birganj. For mig er det en stor oplevelse at høre Asha live. Hun synger 5-6 numre. Wauv, det var en af de helt store oplevelser for mig – og som hvid får jeg selvfølgelig en stol at sidde på.

Besøg hos fremmede

Besøg hos fremmede

Efter at have taget fotos af hospitalet, så gik jeg videre. Det vækker utrolig med opmærksomhed at gå rundt, både alene eller to hvide. Jeg blev inviteret indenfor hos nogle i en bambusbebyggelse og her ses jeg så mellem bambushusene og de lokale med en lille veltilfreds bangla baby i min favn. Jeg fik som den eneste serveret småkager og te. Ingen af de andre får noget og børnene ser på som det mest naturlige. Det var en hel fantastisk oplevelse. En af drengene vi har spillet fodbold med, var helt syg for, at jeg skulle besøge hans hjem, så det blev så bagefter.  Et besøg på en privatskole nåede jeg også, hvor jeg var i krydsforhør. Alle vil meget gerne, at jeg kommer igen.

Skiltet uden for hospitalet

Skiltet uden for hospitalet

På skiltet udenfor hospitalet ses nogle makabre fotos. Hvis man ikke er syg, når man kommer dertil, så hjælper de godt til, at man kan komme til at føle sig endnu mere dårlig.

Hospitalet i Pirganj

Hospitalet i Pirganj

Lige siden jeg var på hospitalet i Pirganj, har jeg lovet mig selv at gå en tur derud for at tage et billede af hospitalet. Det blev så på min ”alene dag” i Pirganj. Her ses hospitalet udefra.

Tundra uden hår på hovedet

Tundra uden hår på hovedet

Bengalerne barberer al håret af de små piger, da de tror på, at så bliver håret kraftigere og endvidere, så undgår de lus. Vores nabos datter, Tundra på 2 år, ses her uden hår på hovedet. Det vokser heldigvis hurtigt ud igen. Det var skønt at komme hjem, især hjem til alle børnene. Jeg kommer især til at savne de dejlige børn, det rolige tempo, åbenheden, tehyggen i nabolaget om eftermiddagen og ladcyklerne.

Hjem fra Thailand

Hjem fra Thailand

Tiden flyver. Fredag den 24. april var vi tilbage i Bangladesh efter 16 skønne dage i ”mit andet hjem” Chiangmai i det nordlige Thailand. Jeg tog samme aften bussen fra Dhaka til Pirganj. Afgang officielt kl. 23, kørte først kl. 23.30 og fremme næste morgen kl. 7.30. Rikke fulgte aftenen efter, da hun havde en flybillet, hun skulle have på plads og rejsebureauet var lukket om fredagen (vi er jo i et muslimsk land). David fulgte mig til bussen med en CNG og det satte jeg stor pris på, da der har været flere overfald på udenlandske kvinder.

 

Mere Pirganj

Jeg skærer fødselsdagskagen for

Jeg skærer fødselsdagskagen for

Her flokkes alle om at se, at jeg skar kagen for og flere af gæsterne hjælper mig. Kagen bliver skåret i nogle små bider og flere nærmest proppede kage i munden på mig, også en bengalsk skik.

Senere kom Kirstine og Morten som er volontører i Patnitala til min fødselsdag. De kom, så vi kunne spise middag sammen – pandekager med is – der var også kartofler – og drikke cola. Dejlig middag. Kl. 22 samme aften satte vi os i bussen med kurs Dhaka. Dagen efter gik turen for Kirstine og Morten videre til Nepal. Rikke og jeg fløj til Bangkok i Thailand og videre til Chiangmai. En uforglemmelig dejlig fødselsdag er nu historie.

Fødselsdagsgæster

Fødselsdagsgæster

Det var helt forkert for bengalerne, at vi først skulle spise lunch (alle nabokonerne havde været i gang hele formiddagen med at kokkerere), dernæst spille bingo (som vi er i gang med her) og så have kage. Bengalerne er vant til først at spise kage. Det blev på dansk vis. I døren ses flere fra nabolaget som lige er kommet forbi for at se, hvad der sker. Typisk bengalsk.
To punds fødselsdagskage
To punds fødselsdagskage

Først om morgenen var jeg sikker på, at jeg havde det godt nok til at få gæster. Alle lærere og personale fra skolen var inviteret og det samme gjaldt naboerne. På vej hjem fra skole hentede vi den bestilte 2 punds kage – det var den størrelse som passede til 25 gæster.

Blomsterpigen Helle

Blomsterpigen Helle

Mange elever ønskede mig tillykke og en dreng, Sihan, fra stanard 1, som med en buket blomster til mig. Jeg fik et hav af blomsterkranse som jeg tog på, da vi gik hjem fra skole og det vækkede opsigt. Her ses jeg på lærerværelset med alle mine blomster.

Min 46 års fødselsdag

Min 46 års fødselsdag

Rikke tog virkelig fusen på mig.  Flot oppyntning og 10 gaver fra Rikke. 1000 tak, søde Rikke. Det var meget betænksomt gjort af dig. Jeg undrede mig godt over, så mange gange jeg hørte Rikke åbne skattekisten på hendes værelse aftenen før og at hun et hav af gange var i vores fællesrum. Jeg fattede ingen mistanke.

Apoteket

Apoteket

Her ser du så apoteket, hvor de er i gang med at finde medicinen til mig frem. Til højre ses Rikke og til venstre for hende principalen. Han betalte for vanen som hentede os hjemme og kørte os til hospitalet og videre til apoteket og hjem igen og for medicinen og også for konsultationen. Meget fornemt.

På hospitalet

På hospitalet

Jeg har været syg. Influenza og i en grad så jeg har været en tur hos doktoren på hospitalet. Det er vist her, at de har de bedste læger. Principalen var med og han understregede meget, at lægen var hindu –d et er han også selv. Så nu har jeg også set et bangla hospital indefra. Jeg fik ordineret medicin og fik det også bedre.  Lægen tog et stykke blankt hvidt A4 papir. Han skrev mit fornavn og de 2 slags piller og hostesaft som jeg skulle have. Det var så recepten som jeg tog med mig på apoteket. Mit hospitalsbesøg var dagen før min fødselsdag.

Tak for denne gang

Tak for denne gang

Besøget hos præsidenten (manden i den røde og hvid stribede t-shirt) måtte have en ende, så her er vi i gang med at sige pænt farvel. Vi er blevet inviteret til at komme igen og de vil meget gerne, at vi næste gang bliver og sover hos dem.

En bedstemor

En bedstemor

En af eleverne fra skolens bedstemor.

En elev fra skolen og principal

En elev fra skolen og principal

Flere elever fra skolen bor i landsbyen, hvor præsidenten bor. Præsidenten hører til en bedre stillet bengaler og det ses blandt ved at de har en stue med en sofa. Det er det eneste hjem hidtil, hvor jeg har set en stue uden en seng.

Med van til præsidenten

Med van til præsidenten

Sammen med principal tog vi en van, en ladcykel, på besøg hos præsidenten for skolen. Præsidenten bor 3 km fra Pirganj og så er et typisk transportmiddel at tage en van.

Lykkehjulet

Lykkehjulet

På et lærermøde stod den på ”Lykkehjulet”, hvor vi skrev antal streger i et ord eller en sætning og så skulle de bede om et bogstav og gætte, hvad der stod. Lærerne havde svært ved at bede om et bogstav. De ville hellere gætte på, hvad der skulle stå. Det hjalp da et par af lærernes børn kom og deltog. De havde bedre forståelse for at gætte bogstaver.

Elev som tæller på fingrene

Elev som tæller på fingrene

En elev tæller på fingrene og det gøres ved at tælle på leddene på fingrene og toppen, så de kan tælle noget længere, til 20 på en hånd, end 10 som når vi tæller på fingrene – og så bruger vi endda begge hænder.

Skolens ”voksen” toilet

Skolens ”voksen” toilet

Og her ses så det toilet som jeg typisk bruger. Ingen håndvask, så efter toiletbesøg går jeg til pumpen i skolegården og pumper en enkelt gang og skylder hænderne i vandet som kommer fra pumpen.

Skolens toiletter

Skolens toiletter

Her kommer lige lidt mere om mit liv i Pirganj. Skolens toiletter ses her – ja, det er her, at børnene besørger. Jeg sad en dag efter skoletid i skolens computerrum. Jeg skulle bare pludselig på toilettet nu. Computerrummet ligger med indgang fra gaden. Jeg går ind i skolegården og alle døre er lukket. Udover mig er der kun en anden som netop er på toilettet og da jeg bare er så trængende og ikke har lyst til at gøre ”stort” i bukserne, så tyr jeg til et af elevernes toiletter.

 

Livet i Pirganj

Hvis du synes, at der er gentagelser i forhold til, hvad jeg har skrevet under `Saa naaede vi frem`, saa er det korrekt. Naar vi er i Pirganj, saa har dagene ofte ens struktur.

Tondra

Tondra

Tondra er naboens datter på 2 år og hun er bare det kæreste i verden og jeg bliver helt solgt, når hun løber mig i møde og siger ”Hello” og smiler over hele hovedet – ja, så bliver jeg helt varm om hjertet.

På gensyn til Karin

På gensyn til Karin

Volontør Karin som er i Bangladesh for 4 gang tager her afsked med Pirganj. Karin har lånt projektets motorcykel og er kørt fra Birganj til Pirganj. Sejt.

Min først sari

Min først sari

Min første sari er købt og den har jeg på på fotoet. Det tog sin tid at finde en som jeg synes om. En eftermiddag havde vi 2 lærere med som rådgivere og endte med at gå tomhændet hjem. Næste dag tog vi os sammen og købte hver en sari som lige skal syes i hver ende og så fik vi syet 3 bluser hver til at have under og et underskørt. Sarien er et flot klædningsstykke. Jeg er glad for, at jeg er født i et land, hvor vi går i jeans.

Muslimsk bryllup

Muslimsk bryllup

Naboen inviterede os med til muslimsk bryllup hos vores bagbo. Det er mit første muslimske bryllup. Vi var der i 1,5 time og nåede at overvære, at bruden fik lagt den sidste make up og fik slør på og hils på brudgommen. De var i hver sit rum i samme hus. Som hvide udlændinge så kunne vi bare gå fra rum til rum. Vi så, at bruden skulle sige JA og det havde hun meget svært ved, hun grad. Bruden så vi også skrive under og senere så vi brudeparret sammen og vi var med i rummet, hvor de skulle spise sammen. Vi blev budt mad og takkede nej tak. Vi havde spist aftensmad (kl. 19). I Bangladesh spiser de typisk først aftensmad kl. 22.

Systuen

Systuen

Systuen ligger lige over for skrædderbutikken. Bemækr, at det er mænd som sidder og syer.

Skrædderbutikken

Skrædderbutikken

Her ses Rikke i skrædderbutikken. Her har vi efterhånden fået syet en del.

Vores fritid - Tondra

Vores fritid - Tondra

Når vi har fri, så er vi måske et smut i byen for at købe lidt ind eller for at gå på Internettet. Når vi kommer hjem, så vil naboerne med sikkerhed gerne have en sludder med os. Så sidder vi ofte ude og taler med dem.

Senere hjælper vi typisk madmors datter med lektier og spiller 500 eller Uno med nabobodrengene. Fotoet er fra det udendørs køkken, hvor Tondra ses i forgrunden og et par andre fra nabolaget. Gang på gang ville jeg gerne kunne mere bangla eller, at de kunne mere engelsk

Lærermødet - vi leger stoleleg

Lærermødet - vi leger stoleleg

Kl. 14 er der hver dag lærermøde – enten med “lessons plans” på programmet eller med “how to teach”. Lessons plans vil sige, at hver lærer forbereder sig på de sessioner (timer) som vedkommende har dagen efter. “How to teach” handler om at udarbejde en overordnet plan til hver af lærerbøgerne med kreative ideer til undervisningen. Til nogle fag er der lavet “How to teach”. Flere mangler. På lærermødet har vi også set på årsplan, altså en plan for hele året. Lærermødet er vist officielt slut kl. 15 – den kan sagtens blive lidt senere. Tid har en helt anden betydning her i Bangladesh. På torsdagens lærermøde laver vi sjov og ballade. Vi har netop leget stoleleg med dem (se foto), hvor vi efter hver runde med trommen tog en stol ud, så der til sidst kun var en stol tilbage og 2 deltagere. Det var virkelig dagens griner og de hyggede sig også super meget.

Childrens Day

Childrens Day

Et stort optog af elever og lærere og nysgerrige gik gennem byen. Det lignede mere en demonstration. Optoget var helt fredeligt og der blev atter fotograferet på livet løs.

Skolegaarden med udvalgte elever

Skolegaarden med udvalgte elever

Undervisningen er meget udenadslære. Forståelsen har mindre betydning. Det bevirker også, at mange elever blot lærer udenad uden at vide, hvad det er de lærer. Det er med til, at elevernes sproglige færdigheder er begrænsede. Mange af dem formår kun at sige “How are you?” og så spørge om mit navn “Whats your name?”, så der er nok  at tage fat på. Til trods for det, så klarer skolen sig generelt godt og har vundet flere priser, senest den 17. marts 2009, hvor det var Childrens Day og der var konkurrence mellem skolerne i Pirganj. Saint Mathews School i Pirganj vandt 1. præmien for at skrive bangla og 3. præmien for at tegne waterlilly. Kun udvalgte elever deltager og på fotoet ses et udvalg.

Standard Play til og med standard 6

Standard Play til og med standard 6

På skolen er der indtil videre 8 klasser: Play, standard 0 – 6. De 3 mindste klasser er store med omkring 30 elever i hver klasse. Hver undervisningssession varer i 35 minutter og der er officielt ingen frikvarter mellem sessioner. Efter 3 session er der tiffin, hvor lærerne får sig en forfriskning i form af lidt at spise og en kop rød te. Mellem hver session ringer pedellen med klokken. Efter tiffin er der igen 3 sessioner. Når der har været tiffin, så går vi typisk hjem og slapper af og lader op til frokosten kl. 13. Her ses nogle glade piger fra skolen, da vi var til Childrens Day den 17. marts.

Pedellen har netop ringet med klokken

Pedellen har netop ringet med klokken

Kl. 8.45 er der morgensamling, når pedellen slår på en klokke med. Her ses pedellen i færd med at hænge klokken og ”trommestik” op efter brug. Alle eleverne står på rad og række i gården. Morgensamlingen virker meget militaristisk på en dansker som mig. En af eleverne styrer slagets gang. Først er der 6 forskellige “gymnastikøvelser”, efterfulgt af nationalsangen ledsaget af harmonika, mens flaget gård til tops. Herefter nogle “kampråb” og så bliver der slået på 3 forskellige trommer, mens alle eleverne i takt går ind i deres respektive klasselokaler.

Vi går i skole med Sohan og Main

Vi går i skole med Sohan og Main

Mindst 2 drenge, Sohan og Main, fra standard 4 og 3 (standard = klasse) kommer og henter os kl. 8.30 og så følges vi med dem i skole. Ofte er vores følgeskab større. Vi har 10 minutter på gåben til skolen. Her spiller Sohan og Main UNO på min seng.

Promilla, vores madmor, i koekkenet

Promilla, vores madmor, i koekkenet

 En typisk dag for mig er, at jeg står op, når madmor kommer kl. 7.30 for at lave morgenmad til os. Hver morgen spiser vi risengrød og et stykke toast og en banan. Mens vi spiser, så fejer madmor udenfor og bagefter så vasker hun vores snavsetøj og hænger op på tagterrassen.Skolens nye computerrum

Skiolens nye computerrum

Skiolens nye computerrum

 

Skolens computerrum med 3 pc’ere er nyt. Internettet var ude af drift, da skolen havde glemt at betale den månedlige fee. Det er der nu rettet op på. Computermanden skulle gerne snart komme, da det kun er den ene pc, hvor internettet virker nogenlunde. Opsætningen skal ændres. Lad se, hvornår det sker. Lærerne vil meget gerne lære at bruge en pc og få sig en mail adresse. Så når der er strøm og det passer med en fritime, så tager vi en lærer eller to med i computerrummet og underviser dem. Her er det Rikke som sidder sammen med Tarjin.

 

Så nåede vi frem

Mig med et par af nabob�rnene, Tondra og Polob

Mig med et par af nabob�rnene, Tondra og Polob

Tondra er en skøn lille forkælet smilende pige. Polob er madmors beskidte knægt. Polob var meget genert i starten og græd bare han så os. Nu gør det langt bedre, hvilket også kan ses p billedet, hvor han har indvilget i at sidde på skødet af mig. Tante Helles (jeg bliver kaldt tante af mange) Tondra kan lidt engelsk og det lyder bare så sødt og hun kommer jævnligt selv løbende over til os. Både Tondra og Polob fylder begge snart 2 år.

 

 

En lille hilsen på min adresse i Bangladesh vil glæde mig:

Helle Munk

St. Mathews School

Hazir Road, P. O. Birganj 5220

Bangladesh

 

Det samme vil en sms eller en opringning på min bangla mobil:

0088 0174 5764 382

 

 

Fodbold � et udsnit af tilskuerne

Fodbold � et udsnit af tilskuerne

Til nogle af vores kampe er der rigtig mange tilskuere. Til tider har der været flere tilskuere end til en lokal kamp i Danmark. Sariklædte kvinder, piger, unge mænd som hænger ud og babyer og børn er blandt tilskuerne. En dag var det en sariklædt livsglad kvinde som stod på mål og det klarede hun faktisk helt fint. Hendes fordel var, at med en sari på, så er der ingen bolde som triller mellem benene på hende. Her ses nogle af tilskuerne en tilfældig dag.

Fodbold � dagens h�jdepunkt

Fodbold � dagens h�jdepunkt

Rikke fik sponseret en fodbold og det er nabolagets drenge glade for, når vi spiller fodbold med dem. Alle drengene som er fra 4-5 år og til 14-15 år spiller i bare tæer. Det gjorde jeg også de første gange, så faldt jeg over min egen storetå og slog den temmelig kraftigt og siden har jeg spillet i sko. Spillet… tjah… Rikke og jeg er på hver vores hold, så vores rolle er generelt mest at holde styr på tropperne. De store ønsker ikke, at de små spiller med og vi holder på, at fodbold er for alle dem som vil spille og de små nyder at måtte være med. De store forsøger hver gang og ofte flere gange i kampen at overtale os til, at de skal smides ud og vi holder fast på, at alle som ønsker at være med, kan være med. Typisk, så er der som på fotoet et strøm af drenge på vej efter bolden. Diagonalt over den grusede fodboldbane løber en sti, så midt i det hele så kommer en motorcykel eller en cyklist kører over banen midt i spillet. No problems.  I den ene side af fodboldbanen ligger en stor bunke grus, så til tider støver det ekstra meget. En del af kampen kan sagtens foregå i grusbunken. Tidligere spillede vi på en anden bane, hvor vi måtte starte med at flytte geder for at de ikke skulle stå i vejen for vores spil. En dag vi var lidt sent på den, så stod der 10 forventningsfulde drenge og ventede på os, da vi kom hjem.

P� motorcykeltur med naboen

P� motorcykeltur med naboen

Vores nabo som er ham, der ejer huset vi bor i, inviterede os ud til et picnicsted ved en bro 3 km væk. Vi sad alle 3, først ham, så Rikke og som rosinen i pølseenden mig. Det gik fint og han kørte pænt. Vi gik en tur ved broen. En dejlig tur. Da vi skulle hjem, så kom hans søn, så der var 2 motorcykler. Dejligt med gåturen.

P� bes�g hos madmor Promilla

P� bes�g hos madmor Promilla

Her er vi inviteret på te hos vores madmor Promilla. Promilla, hendes mand og deres 3 børn; datteren Dipty på 8 år, sønnen Joy på 6 år og sønnen Polob på knap 2 år bor alle 5 i dette værelse på 16, max 20 kvm. Udenfor er der et lille overdækket ildsted, hvor Promilla bagte ”dansih pancakes” til os til aftensmad den aften. Rikke og jeg fik sikkert 5 pandekager hver og børnene fik bare en enkelt eller to og det affandt de sig fint med. Som gæst spiser man alene og først når gæsterne er gået så spiser familien og kvinden spiser til sidst.

Vores nye hjem - badev�relset

Vores nye hjem - badev�relset

Vi har et flot lysesrødt badeværelse. Når der er vand i tanken og strømmen virker, så har vi endda mulighed for at få et varmt bad. Som det ses så har vi et ”skovskider” WC. OK for mig, da det er mere hygiejnisk.

Vores nye hjem - opholdsstuen

Vores nye hjem - opholdsstuen

Rikke sidder og smiler i vores spise- og opholdsstue. Her spiller vi en del kort med nabodrengene, både og UNO og 500. Mange hyggelige timer har vi tilbragt her. Hver dag, typisk kl. 7.30, 13.00 og 19.00 så serverer Promilla, vores madmor, mad for os her.

Nabohygge p� mit v�relse

Nabohygge p� mit v�relse

Efter lærermødet som typisk er på en times tid, så køber vi af og til lidt ind eller også går vi hjem og hygger os, nogle gange sidder vi og smalltalker uden for med naboerne, eller måske tager vi en lur, især i starten. Cirka hver anden dag spiller vi fodbold med drengene i nabolaget. Aftensmad kl. 19 og så kommer madmors datter, Dipty typisk for at få lektiehjælp. Når først hun er kommet, så kommer der en del naboer for bare at sidde og snakke og hygge sig i vores spisestue og nogle gange så bliver det også på mit værelse. Det er hyggeligt. Naboerne vil os rigtig gerne. Rikke og jeg spiller også en del ”500”. Vi går typisk i seng kl. 21.30, skriver lidt dagbog, læser og sover. Ved 5 tiden så bliver der kaldt til samling i moskeen og indtil videre så er jeg vågnet hver morgen før bønnerne går i gang. Rikke har et værelse i stil med mit.

L�rerm�de

L�rerm�de

Kl. 14 er vi atter på skolen, hvor der er en eller anden form for lærermøde, enten ”How to teach” (hvor vi er i gang med at skrive ned i kort form til hvert fag, hvordan der kan undervises) og ”Lesson plan”, hvor vi hjælper lærerne med at forberede næste dags timer og om torsdagen som er kort dag, så spiller og leger vi med lærerne. Fotoet er fra en torsdag, hvor vi spillede og så kom der ellers gang i underholdningen, hvor de mandlige lærere her synger for de kvindelige og de kvindelige skal så synge videre på en sang som starter med det bogstav som mændenes sang sluttede med og sådan fortsætter de. De sang på bangla og det var meget underholdende selvom jeg intet forstod – de hyggede sig gevaldigt og de sprudlede af skøn energi.

Class Play

Class Play

Class Play er de alleryngste elever på skolen og er fra 4-5 år. De er super søde og det kan være svært at sidde stille en hel time. En time er af 35 minutters varighed og hver dag i den første time råbes eleverne op, så man ved, hvem er der er mødt og hvem, der er udeblevet. Det går der lidt for meget tid med. I Play råbes navnene op, når de bliver ældre, så råbes de op med nummer. Det sparer sikkert lidt tid. 3 timer lige i rap. Mellem hver af de 3 timer, når lærerne lige når at sige ”hej til hinanden” på lærerværelset, så af sted igen.  Efter 3 session er der tiffin – en længere pause, hvor lærerne får serveret en ”kageting” og siden en lille kop rød te. Dejligt. Når pausen er til ende, så går Rikke og jeg hjem for at slappe af og lade op til frokosten kl. 13.

Morgensamling

Morgensamling

Klokken 8.45 er der morgensamling. Det er meget højtidligt. Den første del er morgengymnastik, hvor der er 6 øvelser og Rikke og jeg er begyndt også at gennemføre øvelserne til stor morskab for eleverne. Efter øvelserne som guides med fløjte af den af eleverne, synges nationalsangen og principalen eller en af eleverne spiller hertil, mens flaget går til top. Til sidst så bliver der råbt en masse ”kampråb” og så er der 3 som slår på tromme, mens eleverne i gåsegang/løb går ind i deres respektive klasseværelser som er af bambus og med lerklinede gulve.

Saint Mathews Medium English School Pirganj

Saint Mathews Medium English School Pirganj

Når klokken er halv ni, så står der mindst 2 drenge uden foran vores dør og venter på os, så vi kan følges på gåben til skole (indgangen til skolen ses på billidet). Vi går til skole og det tager 10 minutter. Jeg nyder gåturen for så får jeg da rørt mig lidt. Vi er ofte de første i lærerværelset, når vi ankommer.

0273-vores-bolig4

Efter 1,5 uge i Dhaka og ligeså i Birganj nåede vi langt om længe frem til vores mål – Pirganj. Her bor vi cirka 10 minutters gang fra skolen.

Vores faste dagsrutine er, at vores madmor Promilla vækker os kl. 7.30. Vi står op og gør os klar. Til morgenmad spiser vi risengrød, et stykke toastbrød og en banan hver. Vi drikker vand.

 

Farvel til Signe og Christian

Farvel til Signe og Christian

Da volontørerne Signe og Christian rejste og vi overtog kom der et hav af mennesker for at sige farvel. En del af dem, der kom, var børn og her ses blot et udpluk af dem. Det var virkelig rørende. Når der sker selv det mindste, så rygtedes det rigtig hurtigt.