48431 skridt

Høet tørres

Høet tørres

Her bliver vejen lige brugt til at tørre hø på. Indimellem kan du skimte asfalten. Det var et udpluk af mine 129 fotos fra mine 48431 skridt svarende til over 35 km på gåben. Mange dejlige indtryk på nethinden og et hav af eventyrlige oplevelser rigere nåede jeg Birganj, godt øm i lår og fødder. Rikke ventede med nybagt rugbrød og chokoladekage. Bedre velkomst er det svært at få. En fantastisk tur.

Dagens bad

Dagens bad

Dette er sikkert dagens daglige bad i lighed med, når vi træder ind under bruseren. Bemærk, at kvinden bader med alt sit tøj på. Det tørrer selvfølgelig hurtigt i den bengalske sommervarme.

Hvad gemmer sig bag denne villa?

Hvad gemmer sig bag denne villa?

Denne villa tiltræk min opmærksomhed – hvad tror du gemmer sig i denne villa? Jeg vil løfte sløret og sige så meget, at det er en form for virksomhed.

Myldertrafik

Myldertrafik

Piger i skoleuniform, formentlig på vej hjem fra skole. Drenge på cykler med bøger på bagagebærerne. De er sikkert også på vej hjem, bare fra en anden skole. Hvis de hører en bus eller en lastbil – og det gør man nemt, da de trutter længe og højlydt i hornet – så trækker de ind til siden og bussen eller lastbilen suser forbi. Undervejs skiftede jeg fra kondisko til sandaler – det var godt for både mig og mine fødder.

Lunch i village

Lunch i village

Manden til højre i fotoet har fulgt mig længe. Vi har talt sammen og da vi når til hans landsby, så inviterer han mig hjem til sig. Først afslår jeg, men nysgerrigheden vinder. Jeg får husets eneste stol at sidde på. Et æg bliver givet til mig. Jeg oplever, at de mener, at jeg skal spise det med skal. Jeg banker ægget i bordet og finder ud af, at det er råt, så tager de det med. Jeg bliver inviteret på frokost og takker ja tak. Ris med noget spinatlignende grønt og noget løgagtigt med oksekød. Det smager fortryllende. Senere får jeg også et super dejligt blødkogt æg. Fem stjerner til kokkene. Jeg må videre, hvis jeg skal nå Birganj i dag.

Forsikringsselskab

Forsikringsselskab

Her kommer jeg forbi et forsikringsselskab. Jeg stopper op for at tage et foto, da jeg bliver fascineret af skiltet, hvor der ”SANDHANI LIFE INSURANCE COMPANY LTD”. Historien gentager sig. Da jeg 7 minutter senere vil gå videre, så er der mindst 50 mennesker som har samlet sig rundt om mig og som glor på at jeg fortsætter min gåtur. Mange på min vej har hørt, hvad jeg er i gang med og kan de bare lidt engelsk, så henvender de sig til mig. Jeg får også udvidet min bangla ordforråd og ved nu, at hatta betyder at gå.

Den tunge trafik

Den tunge trafik

Indimellem kommer der tung trafik – en bus eller en lastbil som her. Hornet i bund og bengalerne flytter sig. Overalt i dette samfund er der hierarki og det er der også på landevejen mellem Pirganj og Birganj. Chaufførernes øjemål er gode. Jeg er imponeret over, hvor tæt de kører og især hastigheden taget i betragtning. Mindst 50 køretøjer fra rugbrødsmotorer (cykler i diverse afskygninger) til motorcykler, busser og lastbiler er stoppet for at spørge om jeg ville have et lift. Hver gang har jeg smilet og sagt ”lag be na” (tak, det behøver jeg ikke).

En ældre dame nyder livet i vejkanten

En ældre dame nyder livet i vejkanten

 Det fascinerer mig vildt med viewet udover rismarkerne. Så langt øjet rækker er der rismarker og tænk sig de er alle plantet og passet og bliver også høstet manuelt. Med et smøret  smil på læben ser kvinden ud til i fulde drag at nyde livet. Selv bliver jeg helt afslappet af at se på billdet.

Her har jeg netop sagt tak for te

Her har jeg netop sagt tak for te

Undervejs bliver jeg flere gange tilbudt te (ca) i et hotel og nogle gange takker jeg ja til tilbuddet. Når jeg har drukket min te, så spørger jeg høfligt til prisen (2 taka), men nej. Jeg får ikke lov til at betale. Selvom de er fattige økonomisk set, så har bengalerne nogle kæmpe hjerter og hvide udlændinge har en hel speciel plads i deres hjerter. Efter et enkelt lille glas te, så ses afskedskomiteen. Jeg fatter simpelthen ikke, hvor alle de mennesker kommer fra. Rygtet løber hurtigt.

Købt mig en lemonsoda

Købt mig en lemonsoda

I boden bagved til højre har jeg netop købt en lemon sodavand. Han tog overpris – 25 taka. Normalprisen er 20 taka. Jeg vælger at holde min mund. Et hav af mennesker er kommet for at se mig. Efter købet vender jeg mig om og tager dette foto for at vise, hvilken attraktion det er, at der er en hvid som har købt en sodavand.

Oksekærre

Oksekærre

Jeg nyder min gåtur. Jeg nyder at komme så tæt på lokalbefolkningen. Solen skinner. Her er grønt og frodigt og en oksekærre passerer min vej med en smilende kusk. Livet går sin stille gang på vejen fra Pirganj mod Birganj.

Børn på vejen

Børn på vejen

Knægten i midten med skålen på hovedet. Det var faktisk ham, jeg ville fotografere. De andre flokkedes om ham, så det blev først til dette gruppebillede og bagefter fik jeg også et foto af ham alene. Det er så sjovt at se bengalere, når de bliver fotograferet og bagefter, når jeg så viser dem billedet, så smiler de over hele hovedet. Bengalere må ikke vise tænder, når de bliver fotograferet.

Ejeren af murstensfabrikken Shegan i hans skov

Ejeren af murstensfabrikken Shegan i hans skov

 Og turen går videre til hans skov. Lidt tyndbenet i dansk sammenhæng. Han fortæller mig om, hvor meget jord han ejer og at det er gået i arv. Turen går videre til hans savværk, hvor vi får lidt at drikke. Inden har jeg lige sagt nej til at køre i en modsat retning af, hvad jeg skal. Jeg siger, at jeg gerne vil tilbage til murstensfabrikken. Der skal han ikke ud, så nu starter jeg stort set forfra fra Pirganj selvfølgelig mange oplevelser rigere. Og som altid så har han igen og igen gentaget, at han håber at se mig igen og jeg altid er velkommen i deres hjem.

Murstensfabrikken

Murstensfabrikken

Udenfor Pirganj ligger en murstensfabrik. Jeg har slået følgeskab med nogle børn og kvinder. Kvinderne arbejder på murstensfabrikken og siger, at jeg skal gå med ind på området. De får hurtigt fat i ejeren. Inden når jeg lige at sige ”Amar bundhu” (min ven) til dem og de smiler over hele hovedet. Dejligt, at så lidt kan gøre så meget. Ejeren viser mig rundt på murstensfabrikken. Han sender en i byen som kommer tilbage med 3 stykker sandkage, ½ liter vand på flaske og en lille seven up. Så sidder vi ellers oppe i midten af brændeovnen og nyder udsigten, mens vi får lidt at spise og drikke og han stiller mig en del spørgsmål. Hans engelsk er fornuftigt. Han fortæller om alt det han ejer. Han vil meget gerne vise mig det hele. Det tager bare et kvarter. Jeg har sagt, at jeg er i gang med at gå til Birganj. Det bliver ignoreret og han be’r en af sine 400 ansatte om at hente motorcyklen frem. Vi kører først til hans gård, hvor han har en udendørs stald med køer. Her bor han også, så jeg ser også lige hans hjem. Bagefter kører vi videre – jeg sidder bag på motorcyklen – ud og ser et par bygninger han har sponsoreret.

Vores bolig er inde bagved til venstre i fotoet (kan ikke ses)

Vores bolig er inde bagved til venstre i fotoet (kan ikke ses)

Hvem kan finde på helt af sig selv og for sin fornøjelses skyld at gå 48431 skridt? bideSi – en udlænding. Ja, bengalerne kiggede måbende på mig, når jeg sagde, at jeg var i gang med at gå fra Pirganj til Birganj – en tur på ca. 35 km.

 

Det er tirsdag den 5. Maj. Vækkeuret ringer kl. 6, så jeg kan tjekke vejret. Det ser overskyet ud. Jeg beslutter mig for at gå og håber, at det holder tørt. Et glas vand og et par småkager. Kl. 6.50 går jeg af sted. Lige inden jeg når ud til vejen som går direkte fra Pirganj til Birganj får jeg en skoleuniform klædt teengaepige til at tage et foto af mig.

Jeg går. Byen er i gang med at vågne. Jeg nyder at være kommet så tidligt op. Mit første korte stop er på et hotel (en restaurant), hvor jeg køber 2 nybagte brød.

 

Leave a comment

You must be logged in to post a comment.