Livet i Pirganj

Hvis du synes, at der er gentagelser i forhold til, hvad jeg har skrevet under `Saa naaede vi frem`, saa er det korrekt. Naar vi er i Pirganj, saa har dagene ofte ens struktur.

Tondra

Tondra

Tondra er naboens datter på 2 år og hun er bare det kæreste i verden og jeg bliver helt solgt, når hun løber mig i møde og siger ”Hello” og smiler over hele hovedet – ja, så bliver jeg helt varm om hjertet.

På gensyn til Karin

På gensyn til Karin

Volontør Karin som er i Bangladesh for 4 gang tager her afsked med Pirganj. Karin har lånt projektets motorcykel og er kørt fra Birganj til Pirganj. Sejt.

Min først sari

Min først sari

Min første sari er købt og den har jeg på på fotoet. Det tog sin tid at finde en som jeg synes om. En eftermiddag havde vi 2 lærere med som rådgivere og endte med at gå tomhændet hjem. Næste dag tog vi os sammen og købte hver en sari som lige skal syes i hver ende og så fik vi syet 3 bluser hver til at have under og et underskørt. Sarien er et flot klædningsstykke. Jeg er glad for, at jeg er født i et land, hvor vi går i jeans.

Muslimsk bryllup

Muslimsk bryllup

Naboen inviterede os med til muslimsk bryllup hos vores bagbo. Det er mit første muslimske bryllup. Vi var der i 1,5 time og nåede at overvære, at bruden fik lagt den sidste make up og fik slør på og hils på brudgommen. De var i hver sit rum i samme hus. Som hvide udlændinge så kunne vi bare gå fra rum til rum. Vi så, at bruden skulle sige JA og det havde hun meget svært ved, hun grad. Bruden så vi også skrive under og senere så vi brudeparret sammen og vi var med i rummet, hvor de skulle spise sammen. Vi blev budt mad og takkede nej tak. Vi havde spist aftensmad (kl. 19). I Bangladesh spiser de typisk først aftensmad kl. 22.

Systuen

Systuen

Systuen ligger lige over for skrædderbutikken. Bemækr, at det er mænd som sidder og syer.

Skrædderbutikken

Skrædderbutikken

Her ses Rikke i skrædderbutikken. Her har vi efterhånden fået syet en del.

Vores fritid - Tondra

Vores fritid - Tondra

Når vi har fri, så er vi måske et smut i byen for at købe lidt ind eller for at gå på Internettet. Når vi kommer hjem, så vil naboerne med sikkerhed gerne have en sludder med os. Så sidder vi ofte ude og taler med dem.

Senere hjælper vi typisk madmors datter med lektier og spiller 500 eller Uno med nabobodrengene. Fotoet er fra det udendørs køkken, hvor Tondra ses i forgrunden og et par andre fra nabolaget. Gang på gang ville jeg gerne kunne mere bangla eller, at de kunne mere engelsk

Lærermødet - vi leger stoleleg

Lærermødet - vi leger stoleleg

Kl. 14 er der hver dag lærermøde – enten med “lessons plans” på programmet eller med “how to teach”. Lessons plans vil sige, at hver lærer forbereder sig på de sessioner (timer) som vedkommende har dagen efter. “How to teach” handler om at udarbejde en overordnet plan til hver af lærerbøgerne med kreative ideer til undervisningen. Til nogle fag er der lavet “How to teach”. Flere mangler. På lærermødet har vi også set på årsplan, altså en plan for hele året. Lærermødet er vist officielt slut kl. 15 – den kan sagtens blive lidt senere. Tid har en helt anden betydning her i Bangladesh. På torsdagens lærermøde laver vi sjov og ballade. Vi har netop leget stoleleg med dem (se foto), hvor vi efter hver runde med trommen tog en stol ud, så der til sidst kun var en stol tilbage og 2 deltagere. Det var virkelig dagens griner og de hyggede sig også super meget.

Childrens Day

Childrens Day

Et stort optog af elever og lærere og nysgerrige gik gennem byen. Det lignede mere en demonstration. Optoget var helt fredeligt og der blev atter fotograferet på livet løs.

Skolegaarden med udvalgte elever

Skolegaarden med udvalgte elever

Undervisningen er meget udenadslære. Forståelsen har mindre betydning. Det bevirker også, at mange elever blot lærer udenad uden at vide, hvad det er de lærer. Det er med til, at elevernes sproglige færdigheder er begrænsede. Mange af dem formår kun at sige “How are you?” og så spørge om mit navn “Whats your name?”, så der er nok  at tage fat på. Til trods for det, så klarer skolen sig generelt godt og har vundet flere priser, senest den 17. marts 2009, hvor det var Childrens Day og der var konkurrence mellem skolerne i Pirganj. Saint Mathews School i Pirganj vandt 1. præmien for at skrive bangla og 3. præmien for at tegne waterlilly. Kun udvalgte elever deltager og på fotoet ses et udvalg.

Standard Play til og med standard 6

Standard Play til og med standard 6

På skolen er der indtil videre 8 klasser: Play, standard 0 – 6. De 3 mindste klasser er store med omkring 30 elever i hver klasse. Hver undervisningssession varer i 35 minutter og der er officielt ingen frikvarter mellem sessioner. Efter 3 session er der tiffin, hvor lærerne får sig en forfriskning i form af lidt at spise og en kop rød te. Mellem hver session ringer pedellen med klokken. Efter tiffin er der igen 3 sessioner. Når der har været tiffin, så går vi typisk hjem og slapper af og lader op til frokosten kl. 13. Her ses nogle glade piger fra skolen, da vi var til Childrens Day den 17. marts.

Pedellen har netop ringet med klokken

Pedellen har netop ringet med klokken

Kl. 8.45 er der morgensamling, når pedellen slår på en klokke med. Her ses pedellen i færd med at hænge klokken og ”trommestik” op efter brug. Alle eleverne står på rad og række i gården. Morgensamlingen virker meget militaristisk på en dansker som mig. En af eleverne styrer slagets gang. Først er der 6 forskellige “gymnastikøvelser”, efterfulgt af nationalsangen ledsaget af harmonika, mens flaget gård til tops. Herefter nogle “kampråb” og så bliver der slået på 3 forskellige trommer, mens alle eleverne i takt går ind i deres respektive klasselokaler.

Vi går i skole med Sohan og Main

Vi går i skole med Sohan og Main

Mindst 2 drenge, Sohan og Main, fra standard 4 og 3 (standard = klasse) kommer og henter os kl. 8.30 og så følges vi med dem i skole. Ofte er vores følgeskab større. Vi har 10 minutter på gåben til skolen. Her spiller Sohan og Main UNO på min seng.

Promilla, vores madmor, i koekkenet

Promilla, vores madmor, i koekkenet

 En typisk dag for mig er, at jeg står op, når madmor kommer kl. 7.30 for at lave morgenmad til os. Hver morgen spiser vi risengrød og et stykke toast og en banan. Mens vi spiser, så fejer madmor udenfor og bagefter så vasker hun vores snavsetøj og hænger op på tagterrassen.Skolens nye computerrum

Skiolens nye computerrum

Skiolens nye computerrum

 

Skolens computerrum med 3 pc’ere er nyt. Internettet var ude af drift, da skolen havde glemt at betale den månedlige fee. Det er der nu rettet op på. Computermanden skulle gerne snart komme, da det kun er den ene pc, hvor internettet virker nogenlunde. Opsætningen skal ændres. Lad se, hvornår det sker. Lærerne vil meget gerne lære at bruge en pc og få sig en mail adresse. Så når der er strøm og det passer med en fritime, så tager vi en lærer eller to med i computerrummet og underviser dem. Her er det Rikke som sidder sammen med Tarjin.

 

Så nåede vi frem

Mig med et par af nabob�rnene, Tondra og Polob

Mig med et par af nabob�rnene, Tondra og Polob

Tondra er en skøn lille forkælet smilende pige. Polob er madmors beskidte knægt. Polob var meget genert i starten og græd bare han så os. Nu gør det langt bedre, hvilket også kan ses p billedet, hvor han har indvilget i at sidde på skødet af mig. Tante Helles (jeg bliver kaldt tante af mange) Tondra kan lidt engelsk og det lyder bare så sødt og hun kommer jævnligt selv løbende over til os. Både Tondra og Polob fylder begge snart 2 år.

 

 

En lille hilsen på min adresse i Bangladesh vil glæde mig:

Helle Munk

St. Mathews School

Hazir Road, P. O. Birganj 5220

Bangladesh

 

Det samme vil en sms eller en opringning på min bangla mobil:

0088 0174 5764 382

 

 

Fodbold � et udsnit af tilskuerne

Fodbold � et udsnit af tilskuerne

Til nogle af vores kampe er der rigtig mange tilskuere. Til tider har der været flere tilskuere end til en lokal kamp i Danmark. Sariklædte kvinder, piger, unge mænd som hænger ud og babyer og børn er blandt tilskuerne. En dag var det en sariklædt livsglad kvinde som stod på mål og det klarede hun faktisk helt fint. Hendes fordel var, at med en sari på, så er der ingen bolde som triller mellem benene på hende. Her ses nogle af tilskuerne en tilfældig dag.

Fodbold � dagens h�jdepunkt

Fodbold � dagens h�jdepunkt

Rikke fik sponseret en fodbold og det er nabolagets drenge glade for, når vi spiller fodbold med dem. Alle drengene som er fra 4-5 år og til 14-15 år spiller i bare tæer. Det gjorde jeg også de første gange, så faldt jeg over min egen storetå og slog den temmelig kraftigt og siden har jeg spillet i sko. Spillet… tjah… Rikke og jeg er på hver vores hold, så vores rolle er generelt mest at holde styr på tropperne. De store ønsker ikke, at de små spiller med og vi holder på, at fodbold er for alle dem som vil spille og de små nyder at måtte være med. De store forsøger hver gang og ofte flere gange i kampen at overtale os til, at de skal smides ud og vi holder fast på, at alle som ønsker at være med, kan være med. Typisk, så er der som på fotoet et strøm af drenge på vej efter bolden. Diagonalt over den grusede fodboldbane løber en sti, så midt i det hele så kommer en motorcykel eller en cyklist kører over banen midt i spillet. No problems.  I den ene side af fodboldbanen ligger en stor bunke grus, så til tider støver det ekstra meget. En del af kampen kan sagtens foregå i grusbunken. Tidligere spillede vi på en anden bane, hvor vi måtte starte med at flytte geder for at de ikke skulle stå i vejen for vores spil. En dag vi var lidt sent på den, så stod der 10 forventningsfulde drenge og ventede på os, da vi kom hjem.

P� motorcykeltur med naboen

P� motorcykeltur med naboen

Vores nabo som er ham, der ejer huset vi bor i, inviterede os ud til et picnicsted ved en bro 3 km væk. Vi sad alle 3, først ham, så Rikke og som rosinen i pølseenden mig. Det gik fint og han kørte pænt. Vi gik en tur ved broen. En dejlig tur. Da vi skulle hjem, så kom hans søn, så der var 2 motorcykler. Dejligt med gåturen.

P� bes�g hos madmor Promilla

P� bes�g hos madmor Promilla

Her er vi inviteret på te hos vores madmor Promilla. Promilla, hendes mand og deres 3 børn; datteren Dipty på 8 år, sønnen Joy på 6 år og sønnen Polob på knap 2 år bor alle 5 i dette værelse på 16, max 20 kvm. Udenfor er der et lille overdækket ildsted, hvor Promilla bagte ”dansih pancakes” til os til aftensmad den aften. Rikke og jeg fik sikkert 5 pandekager hver og børnene fik bare en enkelt eller to og det affandt de sig fint med. Som gæst spiser man alene og først når gæsterne er gået så spiser familien og kvinden spiser til sidst.

Vores nye hjem - badev�relset

Vores nye hjem - badev�relset

Vi har et flot lysesrødt badeværelse. Når der er vand i tanken og strømmen virker, så har vi endda mulighed for at få et varmt bad. Som det ses så har vi et ”skovskider” WC. OK for mig, da det er mere hygiejnisk.

Vores nye hjem - opholdsstuen

Vores nye hjem - opholdsstuen

Rikke sidder og smiler i vores spise- og opholdsstue. Her spiller vi en del kort med nabodrengene, både og UNO og 500. Mange hyggelige timer har vi tilbragt her. Hver dag, typisk kl. 7.30, 13.00 og 19.00 så serverer Promilla, vores madmor, mad for os her.

Nabohygge p� mit v�relse

Nabohygge p� mit v�relse

Efter lærermødet som typisk er på en times tid, så køber vi af og til lidt ind eller også går vi hjem og hygger os, nogle gange sidder vi og smalltalker uden for med naboerne, eller måske tager vi en lur, især i starten. Cirka hver anden dag spiller vi fodbold med drengene i nabolaget. Aftensmad kl. 19 og så kommer madmors datter, Dipty typisk for at få lektiehjælp. Når først hun er kommet, så kommer der en del naboer for bare at sidde og snakke og hygge sig i vores spisestue og nogle gange så bliver det også på mit værelse. Det er hyggeligt. Naboerne vil os rigtig gerne. Rikke og jeg spiller også en del ”500”. Vi går typisk i seng kl. 21.30, skriver lidt dagbog, læser og sover. Ved 5 tiden så bliver der kaldt til samling i moskeen og indtil videre så er jeg vågnet hver morgen før bønnerne går i gang. Rikke har et værelse i stil med mit.

L�rerm�de

L�rerm�de

Kl. 14 er vi atter på skolen, hvor der er en eller anden form for lærermøde, enten ”How to teach” (hvor vi er i gang med at skrive ned i kort form til hvert fag, hvordan der kan undervises) og ”Lesson plan”, hvor vi hjælper lærerne med at forberede næste dags timer og om torsdagen som er kort dag, så spiller og leger vi med lærerne. Fotoet er fra en torsdag, hvor vi spillede og så kom der ellers gang i underholdningen, hvor de mandlige lærere her synger for de kvindelige og de kvindelige skal så synge videre på en sang som starter med det bogstav som mændenes sang sluttede med og sådan fortsætter de. De sang på bangla og det var meget underholdende selvom jeg intet forstod – de hyggede sig gevaldigt og de sprudlede af skøn energi.

Class Play

Class Play

Class Play er de alleryngste elever på skolen og er fra 4-5 år. De er super søde og det kan være svært at sidde stille en hel time. En time er af 35 minutters varighed og hver dag i den første time råbes eleverne op, så man ved, hvem er der er mødt og hvem, der er udeblevet. Det går der lidt for meget tid med. I Play råbes navnene op, når de bliver ældre, så råbes de op med nummer. Det sparer sikkert lidt tid. 3 timer lige i rap. Mellem hver af de 3 timer, når lærerne lige når at sige ”hej til hinanden” på lærerværelset, så af sted igen.  Efter 3 session er der tiffin – en længere pause, hvor lærerne får serveret en ”kageting” og siden en lille kop rød te. Dejligt. Når pausen er til ende, så går Rikke og jeg hjem for at slappe af og lade op til frokosten kl. 13.

Morgensamling

Morgensamling

Klokken 8.45 er der morgensamling. Det er meget højtidligt. Den første del er morgengymnastik, hvor der er 6 øvelser og Rikke og jeg er begyndt også at gennemføre øvelserne til stor morskab for eleverne. Efter øvelserne som guides med fløjte af den af eleverne, synges nationalsangen og principalen eller en af eleverne spiller hertil, mens flaget går til top. Til sidst så bliver der råbt en masse ”kampråb” og så er der 3 som slår på tromme, mens eleverne i gåsegang/løb går ind i deres respektive klasseværelser som er af bambus og med lerklinede gulve.

Saint Mathews Medium English School Pirganj

Saint Mathews Medium English School Pirganj

Når klokken er halv ni, så står der mindst 2 drenge uden foran vores dør og venter på os, så vi kan følges på gåben til skole (indgangen til skolen ses på billidet). Vi går til skole og det tager 10 minutter. Jeg nyder gåturen for så får jeg da rørt mig lidt. Vi er ofte de første i lærerværelset, når vi ankommer.

0273-vores-bolig4

Efter 1,5 uge i Dhaka og ligeså i Birganj nåede vi langt om længe frem til vores mål – Pirganj. Her bor vi cirka 10 minutters gang fra skolen.

Vores faste dagsrutine er, at vores madmor Promilla vækker os kl. 7.30. Vi står op og gør os klar. Til morgenmad spiser vi risengrød, et stykke toastbrød og en banan hver. Vi drikker vand.

 

Farvel til Signe og Christian

Farvel til Signe og Christian

Da volontørerne Signe og Christian rejste og vi overtog kom der et hav af mennesker for at sige farvel. En del af dem, der kom, var børn og her ses blot et udpluk af dem. Det var virkelig rørende. Når der sker selv det mindste, så rygtedes det rigtig hurtigt.

 

Mellemstationen i Birganj

Lokalbussen Pirganj-Birganj

Lokalbussen Pirganj-Birganj

 

Mellem Pirganj og Birganj er der små 40 km og den tur kan med bus tage alt fra 40 minutter til et par timer. På en af vores busture kom vi i ”snak med” kvinden i lyseblå og hendes søn Simon i gult. Den lyseblå kvinde kan ligeså meget engelsk som vi kan bangla, så det var begrænset, hvor meget vi kunne kommunikere. Jeg er sikker på, at hun op til flere gange inviterede os hjem til sig. Det var blevet sent og aftensmaden ventede på os, så vi måtte afslå – desværre. Bengalere er en meget gæstfrit folkefærd og noget af de første de første de siger er ”sit down” – og så er det om at sætte sig ned. Andet er at gå mod deres kultur. Te bliver man stort set altid budt på og det er ekstra fint, hvis der er mælk i teen, da mælk er dyrt.

Madmor Nomita i aktion

Madmor Nomita i aktion

Vores allesammens madmor i Birganj. Rigtig meget mad bliver ordnet siddende på gulvet som her.

Skolebussen, Birganj

Skolebussen, Birganj

5 børn i skoleuniform som sidder i ”skolebussen” og  venter på at blive cyklet hjem efter en begivenhed sportsdag.

Sportsdag, Saint Mathews School, Birganj

Sportsdag, Saint Mathews School, Birganj

Sportsdagen i Birganj var en succes. Sjipning var en af de 5 discipliner. De andre 4 discipliner var højdespring, løb, trille med bold og længdespring. Det var skønt at opleve børnenes glæde. Det var første gang, at der blev afholdt sportsdag. Dagen var arrangeret af lærerne med inspiration fra de 2 volontører.

Guidet tur med Ngonds 2 yngste soenner

Guidet tur med Ngonds 2 yngste soenner

Ngonds 2 yngste sønner, Onek på 1o år og Dutie på 9 år var vores guider rundt i Birganj. En alle tiders tur, hvor jeg fik taget mange gode billeder af hverdagslivet. Her en lille købmandsbutik og en rickshaw.

Handicapdag i Birganj

Handicapdag i Birganj

Denne spastiske dreng er måske 10-12 år og sidder nu i lærerværelset som er omdannet til vente- og konsultationsværelse. Drengen blev båret af bedstemoderen, da han hans fødder er deforme. Flere af børnene kommer gentagne gange og volontør Christina som har deltaget i handicapdagen flere gange siger, at hun tydeligt kan se forskel på, hvor meget børnene kan. En pige var hoppet på hovedet i floden og formentlig ramt bunden. Hun blev fundet og har i dag kraftigt bevægelsesbesvær i den ene side og ryggen er vist også beskadiget. Hun nyder også godt af at komme i klinikken. Jeg er taknemmelig over at være dansker med det sundhedssystem, vi har.

Handicapdag i Birganj

Handicapdag i Birganj

Handicapdagen er også en del af SMS er der hver den sidste fredag i måneden. Her kommer mange, især spastiske børn, og får øvelser som kan få musklerne til at slappe bedre af og så de dermed kan blive mere mobile. Konsultationerne er gratis og udføres af en bengaler som er oplært af fysioterapeut Christian Vestergaard. En mor kom med sin søn, drengen forrest i billedet. Han var meget genert. Det viste sig, at han er døv og kun har cirka 10% hørelse tilbage på det ene øre. Han var isoleret og levede i sin egen verden. Moderen fik forklaret om 2 høreapparater som enten koster 5000 taka eller 9000 taka og uden garanti for, at de ville kunne hjælpe drengen. Det er hårde ods for en dreng som ham. Jeg gjorde mit til at skabe kontakt – og det lykkedes -i håb om, at han fik en oplevelse som han kunne huske og leve længe på. Hvad er hans fremtidsmuligheder? Knokle i marken… og måske blive gift… men med hvem?

Morgensamling, Saint Mathews School, Patnitala

Morgensamling, Saint Mathews School, Patnitala

Morten og Kirstine skal være volontører i Patnitala. Vi tog med på en 100 km køretur som tog 4,5 time. Her er vi til morgensamling i Patnitala. Alle elever står hver morgen på rad og række og så er der ”morgengymnastik” og nationalsangen bliver sunget og lærerne retter på eleverne, så de virkelig står lige på rækken. Til sidst marcherer de i gåsegang ind i klasserne.

Mejsie på 9 måneder

Mejsie på 9 måneder

Mejsie på 9 måneder som er datter af madmoderen Nomita i Birganj. Mejsie er en pige som er konstant glad. Hun smiler og vil rigtig gerne hen til os hvide. Mange andre små børn i Bangladesh er bange for os hvide. Mejsie skal nok blive god til engelsk og hun går sikkert inden vi tager herfra.

Ngond og 70.000 taka (svarer til over kr. 7.000)

Ngond og 70.000 taka (svarer til over kr. 7.000)

Regnskabets time er kommet. Ngond som er den ansvarlige for de 3 Sct. Mathews Schools i henholdsvis Birganj, Pirganj og Patnitala er ved at tælle penge til os for det vi har lagt ud i Dhaka for sprogskolen og overnatning. Sedlerne på bordet er 100 taka sedler som svarer til lidt over kr. 10,00.

Play class, Saint Mathews School i Pirganj

Play class, Saint Mathews School i Pirganj

Vores første besøg på Sct. Mathews Schools i Pirganj (SMS Pirganj). Billedet er fra klassen med de yngste elever, class Play. Eleverne er fra 4-5 år og det er super hyggeligt at gæste denne klasse. Det er svært at lade være med at smile og grine sammen med dem.

Hindu fest

Hindu fest

Hindu fest, hvor der blev spillet og sunget. Meget livsbekræftende og alle havde hver sin opgave. Vi gik over om aftenen og så på. Vi var meget velkomne. Det virkede som om, at det var en ære at have besøg af nogle hvide. En stor oplevelse og tydeligt, at der  løbende blev ofret til en eller flere guder. De havde også gudebilleder stående og røgelse blev tændt.

Christina, Kirstine, Rikke, Morten og Peter ved vores midlertidige bolig i Birganj

Christina, Kirstine, Rikke, Morten og Peter ved vores midlertidige bolig i Birganj

Vores bolig i Pirganj er først klar om 1,5 uge, da den er optaget af volontørerne Christian og Signe. I mellemtiden skal vi bo i Birganj hos volontørerne Peter og Christina. Vi, Christina, Kirstine, Rikke, Morten og Peter, sidder i den skønne gårdhave og spiser Nomitas velsmagende frokost i strålende solskin.

Foto fra togturen Dhaka til Saidpur

Grønne rismarker så langt øjet rækker. Naturfilmen kører uden for vinduerne. Mænd, der arbejder, børn, der bader, vand som pibler i store mængder. Nu er det pludselig mere brakland og så kommer en lille sø med en båd på og et par huse på en høj og rismarker rismarker og rismarker. Bengalere som går og sidder i hug.  Okser, oksekærer , der er i gang med at gøre rismarkerne klar. En lille landsby og en skole. Det er virkelig afslappende at sidde og kigge ud af vinduet. Solen skinner. En hyrde med paraply som skåner for solen. Mænd som sidder og bare sidder. Billedet er taget ud af vores beskidte togvindue.

Foto fra togturen Dhaka til Saidpur
 

Bangladesh

Helle (mig) i skraedderyet 3 pieces bestaaende af bukser, top og toerklaede

Helle (mig) i skraedderyet 3 pieces bestaaende af bukser, top og toerklaede

Mange øjne på os hele tiden og vi føler os som ”konger” – vi bliver fotograferet. Måske livet bliver anderledes i mit nye skræddersydede bangla dress? Og jeg ved godt, at jeg ligner en som har taget mindst 10 kg på… I går var der en mand som ville betale vores middag, vi afslog, og i dag fik vi en super lækker pizza på Shawarma House af ejeren som tilmed fremover giver os 10%, hvis vi lovede ikke at sige noget til hans kone – eller andre. Beaty salon besøget var en oplevelse. Efter mani- og pedicure så jeg fotos fra den yngste datters bryllup som jeg tidligere havde hilst på. Brylluppet er delt 7 ceremonier og det var bare så overdådigt – 1.800 gæster – slå det!

Soeskendepar ved Bangla Christania

Soeskendepar ved Bangla Christania

 

Old Dhaka er fantastisk. Vi gik på må og få i de små gader og alle som kan nogle få gloser engelsk spørger også her; ”Where do you come from?” og ”What’s your name?”, mange smider affald, så der er nok at gøre som skraldemand. Her kunne jeg godt have gået rundt meget længe.

Skraldemand i Old Dhaka

Skraldemand i Old Dhaka

David, vores guide, tog os med på et stort stort marked som efter det han har læst minder om Christania, så derfor kalder jeg det ”bangla Christania”. Jeg fornemmer, at det var ekstra stort torsdag aften, da fredag er fridag i Bangladesh og lørdag den 21. februar er Mothers Day, en national fridag. Vi var for mange til en CNG, så Morten og jeg kørte sammen. Mens vi ventede på de andre ved målet så kom pigen og drengen på billedet hen til mig og spurgte ”Whats your name?” og jeg replicerede med at spørge hver af dem om det samme, så tilbage til forældrene og så kom de igen og spurgte ”Where do you live?” og jeg fortalte, at jeg kom fra Danmark og boede i Bonani og så spurgte de mig om, hvem Morten var og da jeg sagde, at han var min ven og de selv kunne spørge, hvad han hed, så ”løb” de tilbage til forældrene og næste gang spurgte pigen om jeg ville være venner med hende og dernæst det samme spørgsmål fra drengen og jeg svarede selvfølgelig ”ja” til begge og gav dem hver især hånden. Til sidst spurgte jeg dem om, hvor gamle de er. Begge er 10 år, så enten er de meget tæt på hinanden eller også er de tvillinger, selvom pigen var en del højere end drengen. De kom pænt og sagde farvel og jeg fik også givet hånden til moderen. En virkelig skøn oplevelse. Nu var jeg ekstra klar til at indtage verden og kort efter fandt vi de andre, trods trafik og menneskemylder. 

Baadmand paa floden Sadarghat i Old Dhaka

Baadmand paa floden Sadarghat i Old Dhaka

Purano Dhaka, også kaldet Old Dhaka besøgte vi en eftermiddag – et besøg lige efter min smag. Med CNG kørte vi i over en time og vupti, så stoppede chaufføren og sagde, nu var vi der. Korrekt, der var floden. Her kommer vist endnu færre turister, så der var stor interesse og der blev gloet ekstra meget. På en flad pram sejlede en bådmand os rundt på den sorteste flod, jeg til dato har set. Det gik nemt for alle at forholde sig i ro, da et bad i floden var for ulækkert for os. Flere stod og vaskede tøj i flodkanten. Der var livlig aktivitet på flodbredden og mange andre store og små både i vandet. Når en større motoriseret båd passerede, så gav det bølgeskvulp som kunne ses og mærkes i vores lille båd.

Laes paa en cykel i Old Dhaka

Laes paa en cykel i Old Dhaka

Ufatteligt, hvad en cykel kan rumme og tilmed, når trafikken er så kaotisk som den er. For det første kører de i ”den forkerte side”, dernæst så kører cykler, CNG (små motorcykler med en kabine på, hvor chaufføren og os 4 kan sidde) og biler, busser og lastbiler på kryds og tværs mellem hinanden og gående folk krydser trafikken og ved rødt så kommer der popcorn sælgere og tiggere hen, når det trafikken i vores køreretning holder stille.

Rikke, Helle (mig), Morten og Kirstine laerer bangla

Rikke, Helle (mig), Morten og Kirstine laerer bangla

Bangla, et sprog jeg ihærdigt forsøger at lære på banglaskolen HEED, hvor vi nu også bor. især i spise- og dagligstuen er vi omsværmet og bliver stukket af myg, strømmen går i tide og utide, og helt sikkert, når vi spiser aftensmad – nogen gange blot kort, andre gange i længere tid.

Vores guide, med hestehale til venstre, hjaelper os med at koebe stof til 3 pieces

Vores guide, med hestehale til venstre, hjaelper os med at koebe stof til 3 pieces

3 pieces, en af kvindernes klædedragter. Den ser de gerne, at vi kvinder går i, så vi købte stof og gik til en skrædder for at få syet en hver. Senere har jeg købt to til i en basar. 9 stykker tøj for under kr. 200,00 inkl. den skræddersyede. Næste skridt må blive, at jeg får syet mig en sari.

Service får en hel anden betydning. I supermarkedet fik jeg en læbestift, da jeg købte ½ liter coca cola og et par søde sunde snacks for under kr. 4,50. Vi har spist en del forskelligt for at imødekomme alle vores behov. Gadesnacks, fra de små flytbare boder på gaden, har vi til gode. Vi får altid vores mad samtidig – det er jeg virkelig imponeret over.  

 

Fattigdom i Dhaka

Fattigdom i Dhaka

En del tiggere, dog færre end jeg troede. Mange bor på gaden, andre bor i huse som disse og nogle bor helt fantastisk – her er virkelig også nogle mennesker som er helt ufattelig rige.

Kirstine, Morten og Rikke ser paa kort foran guesthouset Viator

Kirstine, Morten og Rikke ser paa kort foran guesthouset Viator i Dhaka

Indtrykkene er mange; vi kigger grundigt på kortet for at finde ud af, hvor vi er. I det hjertevarme Bangladesh er der mennesker overalt – jeg føler, at jeg har hilst på og blevet gloet på af landets 150 millioner indbyggere, der taler bangla. 
 Kort over Bangladesh

Kort over Dhaka

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Så oprandt dagen. For 3 måneder sad jeg og surfede på nettet, nu sidder jeg i flyveren på vej til Bangladesh og vinker farvel til vinteren og sneen. Rikke på 19 år fra Tønder og jeg skal bo og undervise sammen i 4 måneder. I Dhaka, hovedstaden i verdens tættest befolkede land, Bangladesh, mødes vi med Morten og Kirstine, begge 20 år, som skal undervise på en anden af de 3 St. Mathews Schools i det nordvestlige Bangladesh. Oplevelserne i Dhaka er intense lige fra det første. Udenfor lufthavnen, i det indhegnede område, fornemmer vi allerede, hvordan bengalerne udenfor hegnet med varme og interesse glor intenst på os.

Vi bliver hentet og kørt til vores nye bolig, guest houset Viator.