fasterH

 

Mellem Pirganj og Birganj er der små 40 km og den tur kan med bus tage alt fra 40 minutter til et par timer. På en af vores busture kom vi i ”snak med” kvinden i lyseblå og hendes søn Simon i gult. Den lyseblå kvinde kan ligeså meget engelsk som vi kan bangla, så det var begrænset, hvor meget vi kunne kommunikere. Jeg er sikker på, at hun op til flere gange inviterede os hjem til sig. Det var blevet sent og aftensmaden ventede på os, så vi måtte afslå – desværre. Bengalere er en meget gæstfrit folkefærd og noget af de første de første de siger er ”sit down” – og så er det om at sætte sig ned. Andet er at gå mod deres kultur. Te bliver man stort set altid budt på og det er ekstra fint, hvis der er mælk i teen, da mælk er dyrt.

Vores allesammens madmor i Birganj. Rigtig meget mad bliver ordnet siddende på gulvet som her.

5 børn i skoleuniform som sidder i ”skolebussen” og  venter på at blive cyklet hjem efter en begivenhed sportsdag.

Sportsdagen i Birganj var en succes. Sjipning var en af de 5 discipliner. De andre 4 discipliner var højdespring, løb, trille med bold og længdespring. Det var skønt at opleve børnenes glæde. Det var første gang, at der blev afholdt sportsdag. Dagen var arrangeret af lærerne med inspiration fra de 2 volontører.

Ngonds 2 yngste sønner, Onek på 1o år og Dutie på 9 år var vores guider rundt i Birganj. En alle tiders tur, hvor jeg fik taget mange gode billeder af hverdagslivet. Her en lille købmandsbutik og en rickshaw.

Denne spastiske dreng er måske 10-12 år og sidder nu i lærerværelset som er omdannet til vente- og konsultationsværelse. Drengen blev båret af bedstemoderen, da han hans fødder er deforme. Flere af børnene kommer gentagne gange og volontør Christina som har deltaget i handicapdagen flere gange siger, at hun tydeligt kan se forskel på, hvor meget børnene kan. En pige var hoppet på hovedet i floden og formentlig ramt bunden. Hun blev fundet og har i dag kraftigt bevægelsesbesvær i den ene side og ryggen er vist også beskadiget. Hun nyder også godt af at komme i klinikken. Jeg er taknemmelig over at være dansker med det sundhedssystem, vi har.

Handicapdagen er også en del af SMS er der hver den sidste fredag i måneden. Her kommer mange, især spastiske børn, og får øvelser som kan få musklerne til at slappe bedre af og så de dermed kan blive mere mobile. Konsultationerne er gratis og udføres af en bengaler som er oplært af fysioterapeut Christian Vestergaard. En mor kom med sin søn, drengen forrest i billedet. Han var meget genert. Det viste sig, at han er døv og kun har cirka 10% hørelse tilbage på det ene øre. Han var isoleret og levede i sin egen verden. Moderen fik forklaret om 2 høreapparater som enten koster 5000 taka eller 9000 taka og uden garanti for, at de ville kunne hjælpe drengen. Det er hårde ods for en dreng som ham. Jeg gjorde mit til at skabe kontakt – og det lykkedes -i håb om, at han fik en oplevelse som han kunne huske og leve længe på. Hvad er hans fremtidsmuligheder? Knokle i marken… og måske blive gift… men med hvem?

Morten og Kirstine skal være volontører i Patnitala. Vi tog med på en 100 km køretur som tog 4,5 time. Her er vi til morgensamling i Patnitala. Alle elever står hver morgen på rad og række og så er der ”morgengymnastik” og nationalsangen bliver sunget og lærerne retter på eleverne, så de virkelig står lige på rækken. Til sidst marcherer de i gåsegang ind i klasserne.

Mejsie på 9 måneder som er datter af madmoderen Nomita i Birganj. Mejsie er en pige som er konstant glad. Hun smiler og vil rigtig gerne hen til os hvide. Mange andre små børn i Bangladesh er bange for os hvide. Mejsie skal nok blive god til engelsk og hun går sikkert inden vi tager herfra.

Regnskabets time er kommet. Ngond som er den ansvarlige for de 3 Sct. Mathews Schools i henholdsvis Birganj, Pirganj og Patnitala er ved at tælle penge til os for det vi har lagt ud i Dhaka for sprogskolen og overnatning. Sedlerne på bordet er 100 taka sedler som svarer til lidt over kr. 10,00.

Vores første besøg på Sct. Mathews Schools i Pirganj (SMS Pirganj). Billedet er fra klassen med de yngste elever, class Play. Eleverne er fra 4-5 år og det er super hyggeligt at gæste denne klasse. Det er svært at lade være med at smile og grine sammen med dem.

Hindu fest, hvor der blev spillet og sunget. Meget livsbekræftende og alle havde hver sin opgave. Vi gik over om aftenen og så på. Vi var meget velkomne. Det virkede som om, at det var en ære at have besøg af nogle hvide. En stor oplevelse og tydeligt, at der  løbende blev ofret til en eller flere guder. De havde også gudebilleder stående og røgelse blev tændt.

Vores bolig i Pirganj er først klar om 1,5 uge, da den er optaget af volontørerne Christian og Signe. I mellemtiden skal vi bo i Birganj hos volontørerne Peter og Christina. Vi, Christina, Kirstine, Rikke, Morten og Peter, sidder i den skønne gårdhave og spiser Nomitas velsmagende frokost i strålende solskin.

Grønne rismarker så langt øjet rækker. Naturfilmen kører uden for vinduerne. Mænd, der arbejder, børn, der bader, vand som pibler i store mængder. Nu er det pludselig mere brakland og så kommer en lille sø med en båd på og et par huse på en høj og rismarker rismarker og rismarker. Bengalere som går og sidder i hug.  Okser, oksekærer , der er i gang med at gøre rismarkerne klar. En lille landsby og en skole. Det er virkelig afslappende at sidde og kigge ud af vinduet. Solen skinner. En hyrde med paraply som skåner for solen. Mænd som sidder og bare sidder. Billedet er taget ud af vores beskidte togvindue.